Madpakkerne fra helvede

Guderne må vide, at jeg om nogen, burde have tid og overskud til virkelig at kæle for de der madpakker. Men hvad er der egentlig at kæle for? Det er som at kæle for en grim og skaldet kat: du får sgu’ nok ikke rigtig noget særligt tilfredstillende den anden vej.

Der vil yderst sjældent være et barn der kommer hjem efter en laaang dag i institution, og som det første siger ‘tak for den der lækre hjemmebagte ostesnegl du lige havde gejlet madpakke to op med i dag mor, var det noter af timian jeg kunne fornemme?’ eller ‘hvor er det dejligt, at du prioriterer at bruge penge på økologiske blåbær, selvom vi er i december og de er helt udenfor sæson.”

Det er nok mere sandsynligt, at det du får retur, er et par halvfyldte madkasser fuld af savlvåde rugbrødsmadder, hvor leverpostejen eller smørret er slikket så grundigt af, som ellers kun en underernæret Golden Retriever formår at slikke en hundeskål ren for rester fra julemiddagen.

Herhjemme skal der smøres seks (!) madpakker, hver evig eneste dag. Seks blev der sagt. Det er altså ikke nogen let overkommelig opgave, for op til selve smøreprocessen er der jo handleprocessen, og efterfølgende er der også en mindre eksotisk oprydningsproces.

Inden længe er der valg til frokostordning i mine ungers institution. Og ja, det er superdyrt og måske også lidt frås, men udover min egen dovenskab som fylder cirka 60 % i kampen FOR frokostordning, så er der altså også en hel del andre rigtig gode argumenter for, hvorfor man selvfølgelig skal gøre alt for at få frokostordning indført i alle institutioner. Her kommer der lige fem af de helt stærke:

1. Børn er nogle små stædige og udspekulerede bæster, når det kommer til mad. Den ene dag æææælsker de dine frikadeller, men når du så serverer dem ugen efter, så kan de pludselig ikke lide frikadeller (!?) I virkeligheden straffer de dig bare, fordi de stadig bærer nag, efter du tidligere den dag har sagt nej til, at I kunne tage i Disneyland, dels fordi det er onsdag og dels fordi, at der er superlangt til Paris. Ungerne elsker selvfølgelig stadig frikadeller, men de vælger at køre en personlig vendetta imod dig. Den vendetta ville de aldrig køre mod køkkendamen i børnehaven. Deroppe ville de gladeligt slubre alle tænkelige retter med eller uden svinekød og sovs og grøntsager i sig. På den måde ville de få smagt på en masse forskellige lækre retter, og dermed hurtigere indse, at madglæde altid kommer før hævntørst og stædighed. Så er I ude over slåskampe omkring aftensmaden. Dit barn bliver altædende (tro mig – jeg har set det ske i virkeligheden).


2. Dit barn oplever det fællesskab og den glæde der hører med til det at dele et måltid, og faktisk indtage de samme ting som ens venner (udover blade og sand). De får mulighed for at tale om maden, om smage, konsistens, udseende og dufte. Pædagogerne kan spise med, og starte samtaler op omkring det fælles måltid, i stedet for at styrte hvileløse rundt og åbne stramme madkasser og ostehaps og figenstænger for de fireårige unger med pølsefingre, der ikke selv evner at tage kampen op.


3. Du slipper for at handle ind til madpakker.


4. Du slipper for at smøre madpakker.


5. Du slipper for at gøre rent efter madpakker.

(Okay – de sidste tre argumenter tager muligvis også lidt udgangspunkt i min egen dovenskab, men I forstår sikkert pointen.)

Og selvom proportionerne ikke er helt de samme, eftersom frokostordning selvfølgelig er langt vigtigere end præsidentvalg, så er der kun tilbage at citere Pearl Jam: ”Vote for change”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: