Noget om forskellen på at give op og ændre mening…

“Man har et standpunkt til man tager et nyt.” Gud, hvor har jeg hørt den sætning mange gange. Ofte leveret i et enten lidt drillende tonefald, underforstået, at det er lidt et sjovt karakterpunkt ved mig, at jeg ofte ændrer standpunkt. Andre gange i en mere trøstende tone som om, at det er virkelig ærgerligt for mig, at jeg ikke altid formår at holde fast.

I mange år så jeg det som et kæmpe nederlag, hver eneste gang jeg ændrede mening. Jeg opfattede det at ændre mening som fuldstændig det samme som at give op. Når man slår ‘give op’ op i ordbogen står der, at det nærmeste ord er ‘at lide nederlag’. Måske ikke så underligt, at jeg altid opfattede det som noget negativt.

Vi lever i et samfund, hvor det at holde fast og holde ved er en af de mest værdifulde egenskaber man kan besidde. Jeg er ikke nødvendigvis enig i den præmis, for hvad hvis man holder ved noget kun for at holde ved. Hvad hvis man sidder på det sammen røvsyge kontor, og er gift med den samme røvsure mand et helt liv, kun fordi man stædigt holder fast i, at har man sagt A må man også sige B? Burde det ikke være en mere værdifuld egenskab, altid at forsøge at leve et liv der gør en lykkelig?

Jeg siger ikke, at man bare skal give op det første sekund man møder modstand. Men ret ofte, tror jeg, at de fleste af os har en god mavefornemmelse for, om det vi nu engang har begivet os ud i, kan munde ud i en eller anden form for lykkefølelse eller meningsfuldhed.

Den erkendelse var jeg kun delvist nået til, da jeg som nyudklækket student stod som au-pair i Barcelona hos en familie, jeg absolut ikke følte mig tryg ved. Jeg tog hjem fra den by jeg havde drømt om at bo i, i flere år, efter kun én uge. Jeg gav op. Jeg skammede mig. Det blev en del af min fortælling, at jeg var sådan en der gav op.

Et år senere begyndte jeg at læse sociologi på Københavns Universitet. Jeg knoklede og fik høje karakterer og klarede mit første år flot, men jeg anede ikke hvad jeg skulle bruge uddannelsen til. Jeg følte mig hjemløs på studiet, og jeg kunne ikke se formålet med at være der. Jeg gav op. Igen.

Jeg søgte direkte videre, og blev optaget på lærerseminariet. Jeg læste endnu to år, hvor jeg knoklede og scorede høje karakterer, men når jeg var i praktik, kunne jeg mærke en nervøsitet, en uro og et ubehag, jeg aldrig havde følt før. Jeg gav op. Igen.

Min egen fortælling om mine starttyvere formede sig i mit hoved som en periode, hvor jeg gav op på alt. Jeg undlod at minde mig selv om, at jeg ikke gav op, da jeg rejste USA tyndt med rygsæk. Jeg gav ikke op i mine mange år som flittig medarbejder i både Fætter BR og Tivoli. Jeg gav heller ikke op på mine venner og min familie. Men de ting glemte jeg at fokusere på. Jeg opfattede udelukkende mig selv som en ‘quitter’.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete, men på et tidspunkt begyndte jeg at fundere over forskellen på at give op og ændre mening. Det blev tydeligere for mig, at de skift og ændringer jeg havde foretaget, på sigt havde tilført mit liv en hel del mere lykke og mening. I stedet for at blive i Barcelona, og udsætte mig selv for mavesår og ensomhed, tog jeg på eventyr med mine to bedste veninder, og skabte minder for livet. I stedet for forkerte uddannelsesvalg med dertilhørende forkerte stillinger, fik jeg muligheden for at rejse jorden rundt, møde manden i mit liv og hjemmepasse mine dejlige unger.

Nu er min egen fortælling ikke længere, at jeg er sådan en der giver op. Nu er min fortælling, at jeg er sådan en der følger mine drømme og min intuition og nægter at lade det her ene liv flyde forbi mig, uden at tage chancer og tage på eventyr og ændre min mening, for at finde en vej der tilfører mit liv mest mulig lykke og mening. Jeg vil aldrig stå fast bare for at stå fast. Jeg vil kæmpe, men jeg vil også altid give plads til at mærke efter, hvornår jeg skal sige stop og ændre mening.

For mig er der nemlig pludselig kæmpestor forskel på at give op, og på at vide, hvornår man skal stoppe op og ændre mening, for at leve en bedre, sjovere og mere meningsfuld udgave af det her ene relativt korte liv man nu engang har fået. (Et liv som selvfølgelig kan føles temmelig langt, når man har små børn der aldrig sover, men mon ikke også det ændrer sig en dag?)

Jeg håber, at det også giver mening for dig at gøre det der giver mest mening for dig. Det er slet ikke det samme som at give op.

Bonusinfo: Hvis det her indlæg gav nogen som helst form for mening for dig, så kan jeg varmt anbefale at læse eller lytte til Morten Albæks bog ‘Et liv, en tid, et menneske’.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: