Reolsystemer og rusten kærlighed

I dag har vi fejret safirbryllup. Altså ikke Jan og mig, det er vi slet ikke gamle nok til (ikke biologisk i hvert fald). Jan og jeg har, indtil videre, kun været gift i sølle tre år. På vores seneste bryllupsdag kunne vi fejre læderbryllup, hvilket lyder væsentligt mere kinky end det egentlig er. Jeg gav ham en middag, som vi droppede, til fordel for at slænge os på sofaen, og jeg har faktisk glemt hvad han gav mig.

Hvem har i øvrigt valgt, at en treårs bryllupsdag skal være læderbryllupsdag? En lille hurtig statistik på emnet, vil formentlig vise, at de fleste der har været gift i tre år, er indehavere af relativt små børn og relativt nyindkøbt bolig, hvilket betyder, at de har relativt lidt tid til hinanden, hvilket så igen betyder, at der nok er relativt lidt læder involveret i det ægteskab. Det skulle meget hellere hedde ”stofble-bryllupsdag” eller ”tillykke der er skimmelsvamp i jeres nyindkøbte bolig-bryllupsdag”. Jeg tror i hvert fald at der er større sandsynlighed for stofbleer og skimmelsvamp i et treårigt ungt ægteskab, end der er for læder af nogen art.

Så nej, det skal ikke handle om os, men om mine kære forældre. De kan nemlig fejre safirbryllup i dag, hvilket betyder, at de har været gift i 45 år. 45! Det er altså ret mange år.

Det fik mig til at tænke over, hvor gode vi mødre er til at dele vores op- og nedture i moderskabet med hinanden, for på den måde at lære noget om os selv, og udvikle os som forældre. Men det lader til, at vi ret sjældent ser på vores egne forældre, og forsøger at lære noget af dem? Det falder snakken i hvert fald sjældent på, når jeg sidder og sludrer med mine mor-veninder. Ofte fokuserer vi på alle de egenskaber ved vores forældre, som vi for alt i verden ikke ønsker at overtage (og tro mig, det kender jeg også en hel masse til – undskyld mor og far). Ikke desto mindre, så kan vi formentlig også lære et eller andet af vores forældre. De har trods alt været hele rumlen igennem før os, og selvom det er mange år siden, så må de jo vide et eller andet om forældreskabet, som vi endnu har til gode at opdage.

Jeg gad for eksempel godt kende den hemmelige opskrift på, hvordan jeg kan få lov til at sidde sammen med Jan om 42 år, og fejre safirbryllup, som mine forældre har gjort det i dag. Det satser jeg nemlig stærkt på, at vi skal, men jeg er forberedt på, at det kommer til at være 42 år med både op- og nedture, ligesom for eksempel forældreskabet også er det. Derfor tænker jeg, at man altid kan udnytte andres research på området, i håbet om at nå så langt som muligt.

Jeg tror, at mine egne forældre har klaret det, fordi de langt fra har levet et ordinært eller kedeligt liv. Det kunne selvfølgelig også have ført til, at de havde udviklet sig i forskellige retninger, men jeg tror på, at de altid har formået at forny sig, og udfordre sig selv, så de på den måde, aldrig har haft alt for meget tid til at stoppe op, og reflektere unødigt længe over, hvorvidt de egentlig passer særligt godt sammen. De har altid passet sammen på et par ret væsentlige punkter, og det er deres evne til at få nye vanvittige ideer, og deres mod til så at forfølge de ideer. De har turde leve drømmene, i stedet for bare at snakke om dem. De har givet mine søskende og mig en barndom fordelt på flere landsdele, som har resulteret i et hjemløst rigsdansk hos os alle. Og så har de lært mig, at livet ikke nødvendigvis er en jagt efter, hurtigst muligt at finde sin rette hylde, men nok nærmere et eventyr, hvor man på et tidspunkt lander i et rigtig fint reolsystem.

Og når så det fine reolsystem går af mode, så er der intet der bremser en i at smide det på genbrug og anskaffe sig et nyt. Og måske finder man et billigt i IKEA, der kun holder et par år, men af og til vil man også finde en rigtig fin String-reol, som bare passer helt perfekt ind i ens liv, og som gør en rigtig glad. Og så en dag går højglans hvid nok også af mode, så man skifter hylderne til noget sæbebehandlet eg, men selve systemet er det samme. Og en dag sælger man måske hele molevitten, og flytter til en øde ø i Stillehavet, hvor reolsystemer er ganske overflødige.

Og det her blev så lidt en underlig allegori om reoler, som ikke skal forstås som et billede på ens partner, men nok snarere som et billede på indholdet i ens liv, bare så I ikke tror, at jeg er ved at smide Jan på porten. Pointen er bare, at mine forældre har levet et liv med plads til foranderlighed, sporskifte og drømme. Så hvis jeg skal forsøge at udlede deres hemmelige opskrift på et langt, og til tider lykkeligt, ægteskab, så må det være at give plads til hinandens drømme, og indstille sig på, at livet forandrer sig konstant, der er op- og nedture, og man skal kunne rumme hele pivtøjet.

Hvis det lykkes for Jan at rumme alle mine drømme, og give mig plads til at udleve et par stykker af dem, så tror jeg, at han er en træt mand om 42 år. Ikke desto mindre vil jeg stå ved hans side, og forsøge at holde ham oprejst, og sende en venlig tanke og et tillykke med de 87 års ægteskab til mine forældre, som har lært mig at forfølge mine drømme, uanset om de er fra IKEA eller Montana.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: