Noget om dårlig samvittighed…

Har du sagt mor, må du også sige dårlig samvittighed. De to ting hænger uløseligt sammen, faktisk allerede fra den dag du opdager, at du er gravid.

Nu står du nemlig overfor et helt liv, hvor du skal overveje alle dine handlinger, fordi alt hvad du gør fra nu af, kommer til at påvirke et andet lille menneske helt og aldeles direkte.

Du må selvfølgelig hverken ryge eller drikke eller svinge rundt med kettlebells, uden at overveje, hvad det gør ved den lille baby inde i maven. Men hvad med din yndlingsost – er den egentlig pasteuriseret? (og hvem ved egentlig noget om det?) Og hvad hvis du så kommer til at spise den alligevel, og lige snupper en pose skippermix og et lille sip rødvin til dessert? Av av av, så rammer den dårlige samvittighed dig. Men bare vent, det bliver meget værre, når først dit barn kommer til verden. Så kan du nemlig se din dårlige samvittighed direkte i øjnene.

Med din baby medfølger en diffus manual til, hvad du helst ikke må gøre, og hvad du helst skal gøre ved sådan en lille størrelse. En slags rettesnor som er umulig at følge, og som vil resultere i endeløse timer med dårlig samvittighed over at træde ved siden af.

Du må for eksempel ikke have baby liggende i midten af dobbeltsengen, selvom det er virkelig hyggeligt og ret praktisk, hvis du alligevel ligger og ammer halvdelen af natten. Når du så alligevel kommer til at falde i søvn i et trygt og lykkeligt øjeblik, med din baby liggende mellem dig og farmand, så vil du vågne efter et par timer og se på din lille unge der ligger der, helt tryg, og sover i din armhule, og i stedet for at nyde det her ret unikke øjeblik, så bliver du ramt af tvivl og dårlig samvittighed, for sundhedsplejersken sagde, at det var absolut ”no go” med et spædbarn i midten.

Du skal også helst huske at lægge baby på maven så ofte som muligt. Men du har fået sådan en baby der græder, hver gang hun lægger på maven, og storsmiler, når hun ligger på ryggen. Så nu kan du vælge mellem enten at lægge hende på ryggen, og nyde hendes smil og pludren, mens din dårlige samvittighed over et kommende fladt baghoved æder dig langsomt op indefra, eller lægge hende på maven, for at please både sundhedsplejerske og baghoved, men med en medfølgende elendig samvittighed over, at du lader et lille menneske ligge og hulke, og blive smurt ind i snot og savl, fordi hun konstant taber hovedet ned i tæppet. Hvis I ser et billede af min datter i profil, vil I hurtigt opdage, hvilken af de to muligheder der nagede mig mest.

Når du så pludselig har en tumling, som vil lege konstant og hele tiden, så kommer den dårlige samvittighed til at fylde cirka 50% af din hverdag. Mens du er i legen med dit barn, og siger ”vov vov” og ”fut fut”, og ”ja-da nu er mor en stor farlig dino, wrauu nu kommer jeg og spiser dig”, så får du dårlig samvittighed, fordi du egentlig godt ved, at du burde lave aftensmad klar, og få vasket den uduelige flyverdragt, der snart er så mudret, at den kan stå selv, så den kan nå at tørre til vuggestue i morgen. Når du så endelig tager dig sammen, og går i gang med alle de praktiske gøremål, så får du dårlig samvittighed, fordi der sidder en tumling med hundeøjne ovre i køkkenhjørnet og stirrer på dig, fordi hendes hule er styrtet sammen for ottende gang, og hverken morhunden eller den farlige dino er der mere, så hun føler sig helt og aldeles alene. Og halløjsa, så kom den dårlige samvittighed igen.

Løsningen bliver, at du placerer den lille foran en skærm, så Barbapapa kan passivisere hende, så hun ikke opdager, at der triller en tåre ned ad din kind, fordi du ikke rigtig føler, at du kan gøre noget som helst rigtigt. Men hun hygger sig og griner, og du burde egentlig nyde det, men nu er der allerede gået en halv time, og du er i tvivl om en toårig må se skærm så længe, så du googler det og finder intet ordentligt svar, fordi der ikke er noget som helst valid forskning på området, og nu har du dårlig samvittighed, fordi du har telefonen fremme, mens du er sammen med dit barn, og så beslutter du dig for bare at lade den dårlige samvittighed tage over.

Så du varmer en frysepizza, og I smider jer i sofaen og spiser, selvom en eller anden klog type fra det der internet har sagt, at det giver børn et forkert forhold til mad, fordi de ikke kan mærke, hvornår de er mætte, men du kan virkelig ikke overskue at slukke for skærmen og tage kampen, så du sidder der og kigger på din smilende pige der har pizzasovs rundt om munden, og griner af Barbapapa fordi han igen forvandler sig til en bil. Og du tager hende i hånden i et øjeblik, der faktisk kunne være ret dejligt for jer begge to, men du har stadig dårlig samvittighed.

Jeg ærgrer mig virkelig over, hvor meget jeg lader den dårlige samvittighed fylde i min hverdag. Og så får jeg pludselig dårlig samvittighed over at have dårlig samvittighed. Det er simpelthen for vanvittigt!

Jeg forsøger at øve mig i at se på mine børn, og se på mig selv, og vurdere om det vi har gang i, er noget der giver os en følelse af glæde og tilfredshed. Hvis det er dét, så tænker jeg, at jeg skal kunne være i det med god samvittighed. I stedet for at fokusere unødigt meget på andres gode råd, andres forestillinger om deres gode forældreskab og andres visioner for deres børn. Det er andres liv, det er ikke mit ansvar at udleve eller leve op til. Jeg skal tage ansvar for mit forældreskab, og gøre mit bedste, ikke andres bedste. Og det fik jeg vist streget ret meget under i kursiv, men det er altså også virkelig vigtigt!

Så lad os se lidt flere svedige og trygge spædbørn i dobbeltsengen, flere flade baghoveder, flere firkantede øjne og flere snaskede frysepizza-rester i den nye HAY-sofa. Det er virkeligheden, og den er faktisk alletiders.

Og til ovenstående billede vil jeg bare sige, at det er endnu en af glæderne ved at bo i bofællesskab, eller lejlighed for den sags skyld. Når man hører naboerne, skændes eller hæve stemmen overfor deres børn, så føler man sig selv lidt mere menneskelig. Og næste gang jeg så selv kommer til at hæve stemmen lidt mere end hvad sundhedsplejerske Helen siger jeg må, så kigger jeg lige op på billedet og forsøger at se det komiske i situationen, for jeg gør det jo bare for, at de andre ikke skal føle sig mærkelige. Ligesom Ole Thestrup sagde det så smukt i Blinkende Lygter: ”Nå ja, jeg bankede dem da også en gang imellem, så han ikke skulle tro, at det var ham der var mærkelig.” (Og nej jeg slår ikke mine børn, og det gør naboerne heller ikke. Hvis du gør det, må du meget gerne have dårlig samvittighed 100% af tiden).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: