Hjemmepasning

Jeg tænker, at det er ved at være på tide, med et indlæg om hjemmepasning, da det jo trods alt har fyldt en del i mit liv de seneste år. Jeg passer som bekendt ikke mine skønne unger hjemme længere – de er startet i verdens dejligste institution, da jeg snart skal i gang med at studere. Det skal dog ikke stoppe mig i, fortsat at være en brændende fortaler for hjemmepasning.

Jeg kunne skrive hundredvis af sider om emnet, så det her indlæg bliver primært et ”hjemmepasning for begyndere”, iblandet lidt personlige holdninger til, hvordan hjemmepasning opfattes af omgivelserne. Det kunne jo være, at der sad nogen derude og læste med som overvejede, om hjemmepasning måske var noget for dem.

Det er nemlig kommet bag på mig, hvor mange mødre i min omgangskreds, der ikke er bekendt med, at man faktisk kan få et økonomisk tilskud til at passe sine børn hjemme i rigtig mange af landets kommuner, og som ærgrer sig over, at de ikke vidste det, da de havde muligheden for at benytte sig af det. Størrelsen på tilskuddet varierer, men svarer de fleste steder nogenlunde til en SU. Jeg oplever, at det for manges vedkommende, er netop det økonomiske perspektiv som er den første, og måske største, hurdle at overkomme, når de overvejer at hjemmepasse. Det er også økonomien, som er det første folk har spurgt ind til, i de perioder, hvor jeg har passet mine børn hjemme: ”Hvordan får I det dog til at hænge sammen?” Det er et lidt ømtåleligt emne, for jeg er meget bevidst om, hvor heldige vi har været, ved for eksempel at have mulighed for at modtage tilskuddet, og jeg ved godt, at det naturligvis ikke er muligt for alle rent økonomisk at vælge at hjemmepasse. Jeg vil dog mene, at der er flere, end man lige tror, der nok godt kunne få det til at hænge sammen, hvis de virkelig ønskede det.

Og det er jo så en anden, og endnu vigtigere side af sagen; hjemmepasning er nok ret langt fra noget for alle, og ligesom med alt andet, så bliver resultatet nok bedst, hvis man brænder for opgaven. Jeg har en del veninder, som på ingen måde lægger skjul på, at hjemmepasning var det sidste, de kunne tænke sig at bruge deres tid på. Jeg er ofte blevet mødt med sætninger som for eksempel: ”Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen, hver eneste dag?” eller den lidt mere pædagogiske variation: ”Hvor er det sejt, at du gider at bruge dit liv på at lege og være sammen med dine børn, det ville jeg synes var både ensomt og kedeligt, og jeg ville virkelig savne at være social med andre voksne.” Jeg har modtaget den slags ærlige udsagn med et smil igennem de sidste fire år, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det til tider har været hårdt at være hjemmepasser, men det gælder vel egentlig for alle aspekter i livet, at det går op og ned.

Jeg synes, at det kunne være skønt, hvis man reflekterede lidt mere over, hvordan man reagerer over for folk, der vælger at bruge deres liv på noget andet, end man selv ønsker at bruge sit liv på. Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger kærlige og anerkendende intentioner bag, men forestil dig, at du møder et nyt menneske og fortæller vedkommende, hvad du laver, det kan være, at du er kontorfunktionær i det offentlige. Hvis vedkommende så reagerer ved at sige: ”Ej hvor vildt, det ville jeg slet ikke kunne holde ud, bare at sidde på min røv hele dagen. Sejt at du gider det!” eller den uindpakkede: ”Hold da op, det var det sidste i verden jeg gad at lave!” Er det så en kompliment? Det kan være svært at opfatte det sådan. Det er som om, at der med valget om at hjemmepasse, følger en uindskrænket ret for omgivelserne til at ytre deres holdning til det valg, hvad enten den holdning så måtte være anerkendende eller undrende. Det skal man være indstillet på at tage med, hvis man vælger at hjemmepasse.

Men det er vel egentlig generelt meget sigende for alt der omhandler børn og forældreskab, at vi ofte har et behov for at udnytte vores ytringsfrihed maksimalt, og fortælle andre, hvordan vi selv ville gøre tingene. Og der lander hjemmepasning nok, et eller andet lidt uheldigt sted imellem to taburetter: Er det egentlig et job eller er det en livsstil? En del hjemmepassere vil nok hælde til, at det er en livsstil, og de passer formentlig også hjemme i længere tid, end det ene år, hvor man kan modtage økonomisk tilskud, som jeg har gjort. For mig landede hjemmepasning et sted imellem et job og en livsstil, og jeg opfattede det egentlig mest som en slags forlænget barsel (hvilket jeg i øvrigt også ville ønske, at der var bedre mulighed for at få i vores samfund, men mere om det en anden gang).

Men tilbage til hjemmepasning for begyndere: Hvis din barsel med alt for hastige skridt nærmer sig enden, og du sagtens kunne se dig selv tulle rundt med barnevognen hver eneste dag, lære alle byens legepladser at kende ud og ind, besøge tomme zoologiske haver tirsdag formiddag, drikke termokande-kaffe med andre trætte mødre og acceptere, at din daglige garderobe primært består af træningsbukser, morknold, regntøj, og røjsere, så tror jeg, at hjemmepasning kunne være noget for dig. Det er det mest givende og livsbekræftende valg jeg nogensinde har truffet. Det er en gave at få lov til at være meget sammen med sine børn, når de er små, og se dem udvikle sig og tage skridt og sige vanvittige ting og øse ud af deres ubetingede kærlighed. Jeg føler mig så heldig, at jeg fik børn på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg endnu ikke var helt klar på, hvilken retning jeg skulle gå i. Pludselig gav det hele mening, mange års søgen efter den rette uddannelse og det rigtige job mundede ud i det kald jeg altid havde ventet på. Mit kald er at være en god mor, og det er faktisk nok (i hvert fald for mig). Nu er mine børn som sagt startet i institution, og min vej i livet er blevet meget mere tydelig, efter at have hjemmepasset i fire års tid. Jeg skal først og fremmest være mor, og så skal jeg arbejde med børn, og jeg skal selvfølgelig være pædagog. Det er utroligt, at jeg ikke selv har kunnet se det før, men det har hjemmepasningen, og den helt uvurderlige tid sammen med mine børn altså gjort klart for mig. Måske kan hjemmepasning også vise dig vej, hvis du er faret lidt vild, eller bare ikke har fundet dit kald endnu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: