Noget om at putte folk i kasser…

Inspiration kan komme de mærkeligste steder fra. I går havde jeg placeret ungerne i hver deres papkasse foran skærmen, og det lyder måske underligt for nogen, men for mig lyder det egentlig bare som en standard tirsdag i ulvetimen. Og der sad de så, pænt og ordentligt, i hver deres kasse, paralyseret af en omgang Ramasjang, og pludselig kørte tankerne rundt i mit hoved.

Det gik op for mig, hvor vanvittigt god jeg egentlig er, til at putte mine børn og mig selv ned i nogle bestemte kasser (altså i overført betydning – det er ret sjældent at finde en fysisk papkasse jeg faktisk kan få min morkrop ned i). Jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste mor der besidder evnen til hurtigt at kategorisere, og putte sig selv og andre i kasser. Jeg har som regel cirka tre tillægsord klar, som jeg kan sætte på de fleste mennesker jeg omgås. Min søn Frederik for eksempel, han er klog, charmerende og sensitiv. Min datter Anna, hun er skør, temperamentsfuld og stærk. Jeg selv, jeg er følsom, humoristisk og idérig. Men hvad gør de prædikater egentlig ved os? Låser man ikke sig selv og hinanden fast i nogle bestemte roller, både på godt og ondt?

I hverdagen tænker jeg ret meget over, hvordan de fortællinger vi skaber om os selv og om hinanden, gang på gang bekræfter sig selv. Det startede for længe siden, da jeg læste om et forsøg, som jeg ikke kan gengive helt præcist, men det var nogenlunde som jeg beskriver her: En ny lærer skulle starte som klasselærer for en 6.klasse. Inden læreren mødte børnene for første gang, lavede man en overlevering, hvor den tidligere klasselærer fortalte lidt om eleverne og særlige fokuspunkter. Den nye lærer fik at vide, at hun skulle være særligt opmærksom på Storm, fordi han kunne være lidt larmende og forstyrrende i undervisningen, og på Sofie, som ofte havde lidt svært ved at følge med. Ingen af de to fokuspunkter var sande, men den nye klasselærer kunne straks se problemet, og blev hurtigt træt af Storms afbrydelser, og lagde ekstra mærke til, når Sofie svarede forkert på et spørgsmål. På den måde kom de falske fortællingerne, og de kasser man altså havde puttet de to børn i, til at bekræfte sig selv.

På samme måde føler jeg, at det gør sig gældende, når man først har sat et prædikat på sit eget barn, på sig selv, en kollega eller en veninde. Så er det hurtigt det prædikat der gælder. Igen kan jeg bruge mine egne unger som eksempel, for herhjemme er vi ret meget låst fast på, at Frederik er mere følsom end Anna. Så når han skal prøve noget nyt, så gruer vi for udfaldet, og pakker ham ind i vat, og forsøger at forberede ham så godt som muligt på det nye, der nu skal ske. Anna derimod, hende kaster vi ud i det meste, for hun kan holde til det (har vi bestemt). Til gengæld har hun et voldsomt temperament, så når der skal sættes grænser, og hun for eksempel skal have at vide, at man ikke må kravle op på køkkenbordet og kaste havrefras ud over det hele, så er både Jan og jeg lidt forsigtige med, hvordan vi lige får leveret det budskab. Hvis det derimod er Frederik der laver ballade, så får vi meget hurtigt og tydeligt sagt, at sådan noget må man selvfølgelig ikke gøre. På den måde låser vi Frederik fast i hans rolle som forsigtig og sensitiv, og vi låser Anna fast i hendes rolle som temperamentsfuld. To karaktertræk som andre ikke nødvendigvis oplever som karakteristiske for vores børn, men det har vi nu engang besluttet, at de er.

Og nu giver det pludselig mening, hvorfor det er så svært at snakke højt om, hvordan man i virkeligheden har det, for ingen af os ønsker at blive låst fast i en fortælling om, at vi er sådan nogle der kæmper med tingene, og har det svært. Jeg kan selv huske det alt for tydeligt fra de perioder, hvor jeg har været ekstra trist eller modløs. Så er mine omgivelser blevet opmærksomme på det, de har puttet mig ned i kassen som hende den deprimerede, og jo længere tid jeg har siddet dernede og bekræftet mig selv, og er blevet bekræftet af omgivelserne, i min rolle, des tættere har låget lukket sig i, og pludselig bliver kassen tapet til og clipset, og det bliver svært at slippe ud. Jeg er blevet fanget i min egen fortælling om, at jeg er hende der er deprimeret.

Det er der jo virkelig ingen af os der har lyst til, og derfor lander vi af og til i nogle kasser vi slet ikke passer ned i. Vi gør os stærke, og giver vores omgivelser et indtryk af, at vi kan klare mere, end hvad vi egentlig kan. Og når først vi er landet i kassen med de andre stærke, så bliver tingene ikke pakket ind i bobleplast på helt samme vis, som ovre i kassen med de særligt sensitive. Vi bliver sårede, men vi sluger det, for folk skulle nødigt finde ud af, hvilken kasse vi egentlig hører hjemme i.

Og måske er de fleste af os i virkeligheden slet ikke formede til en bestemt kasse, måske er vi mere sammensatte end vi selv tror. Jeg har for eksempel kæmpet i mange år, med at finde ud af, om jeg egentlig er introvert eller ekstrovert. Jeg hælder mest til, at jeg er introvert, selvom jeg tillægger væsentligt mere værdi til det at være ekstrovert. Og i virkeligheden er jeg nok ingen af delene, for jeg lader op alene, men jeg elsker at møde nye mennesker. Jeg er ambivert, jeg er for rund til kasser og jeg har så mange fortællinger om mig selv, at jeg umuligt kan nå at bekræfte dem alle sammen.

Derfor burde jeg, om nogen, virkelig også være bedre til at stoppe med at putte andre, og i særdeleshed mine egne børn, i kasser. Jeg vil øve mig i at lade mine børn forme sig selv, i stedet for at lade dem forme af mine fortællinger om dem.

Og så til slut en lille fortælling fra forleden, hvor Frederik i den grad brød papkassetapen, og hoppede ud af den kasse vi har placeret ham i, hvor han er mere forsigtig end andre børn. Vi var i Legoland og passerede en rutsjebane, som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig Frederik i, før om cirka tyve år. Men han spurgte selv, om han ikke måtte prøve den, og vi sagde selvfølgelig ja. Og han gjorde det sgu´! Han var modig, og han lod sig ikke bremse af vores fortælling om, at han er en forsigtig lille fyr. Så Frederiks forsigtig-papkasse er røget i pap-containeren, og nu tror jeg også snart jeg vil rydde lidt op, og smide Annas temperaments-kasse og min egen introverte-kasse en tur på forbrændingen.

Skal jeg tage noget med for dig?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: