Noget om at være afhængig…

Hej, jeg hedder Mette og jeg er afhængig. Afhængig af anerkendelse. Jeg tænker umiddelbart, at uanset hvor stærk man er, så har man brug for anerkendelse. Det er et basalt behov, og det er ikke noget at skamme sig over. Imidlertid kan behovet for anerkendelse blive udfordrende, når det begynder at styre ens tanker og handlinger, og man bliver afhængig af andres anerkendelse, for at føle, at det man tænker og gør, har nogen værdi.

Og den er ikke nem for mig den her. Andre udfordringer er lettere for mig at skrive om, fordi det er udfordringer jeg har overkommet eller fundet en vej ud af. Jeg kan godt skrive om, hvordan det er at være psykisk sårbar, eller ændre mening, eller putte folk i kasser, for det er labyrinter, jeg føler jeg har fundet vejen ud af, eller hvor jeg i hvert fald er ret godt på vej.

Men lige på den her, der er jeg fortsat temmelig meget faret vild. Mit liv, min hverdag, min opførsel, mine holdninger og tusind andre ting, er i alt for høj grad styret af en søgen eller higen efter andres anerkendelse. Og jeg synes faktisk det er ret flovt at indrømme, men nu gør jeg det så alligevel.

I perioder er det direkte handlingslammende for mig, at jeg har så meget brug for andres anerkendelse, for at tro på, at jeg er på rette vej. Det kan være helt små ting, som for eksempel om jeg skal løbe en tur eller blive hjemme, om jeg skal tage til et arrangement, jeg egentlig ikke orker at deltage i, eller blive hjemme. Jeg ved som regel godt, hvad jeg har mest lyst til selv, men jeg har brug for, at en anden bekræfter mig i, at det er det rigtige jeg gør. Men jeg har heldigvis allerede udviklet mig lidt, for en gang havde jeg brug for andre til at tage beslutningerne for mig, jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv, eller mine egne behov og ønsker. Nu kan jeg godt træffe beslutningerne, og mærke hvad jeg egentlig helst vil, jeg skal bare have andre til lige at anerkende mine beslutninger, og bekræfte mig i, at det er det rigtige jeg gør. Så jeg evner faktisk at tage en beslutning (jeg klapper lige mig selv på skulderen), men den beslutning tilføjes altså først værdi, eller giver først mening for mig, når andre har anerkendt den.

Det er som om, at der er flere stadier i det her. Man kan være der, hvor man slet ikke evner at træffe en beslutning, man ved simpelthen ikke hvad der er det rigtige at gøre, fordi man et eller andet sted har mistet kontakten med sig selv, man kan ikke mærke hvad man selv vil (der hvor jeg var førhen). Så kan man være der, hvor man faktisk godt ved hvad man vil, man kan godt træffe et valg, men man har brug for at andre bekræfter det valg, før det føles rigtigt og endeligt (der hvor jeg er nu). Endelig kan man være der, hvor man hviler nok i sig selv til at kunne mærke, hvilken vej der er den rigtige at gå, og så gå den uanset, om andre synes den virker rigtig eller forkert (der hvor jeg rigtig gerne vil hen).

Et ret glimrende eksempel på det stadie jeg befinder mig på nu, er min tid som hjemmepasser. Helt og aldeles dybt inde i hjertekulen har jeg aldrig tvivlet på, at hjemmepasning var det rigtige for både mig, mine børn og vores lille familie som helhed. Alligevel havde jeg konstant brug for omgivelsernes bekræftelse og anerkendelse af den lidt anderledes beslutning jeg havde truffet, om at holde ungerne hjemme. Det føltes mere værdifuldt, når jeg fik ros for min beslutning. Hvis ingen havde anerkendt mit valg, eller bekræftet mig i, at det var det rette at gøre, så tror jeg faktisk ikke jeg havde fuldført det. Det føles så dumt overhovedet at tænke den tanke, at noget jeg ved var det rette for mig, skulle have været droppet, fordi andre ikke kunne se, at det var det rigtige. Og hvorfor skal det egentlig være sådan? Det der giver mening for mig, min familie og mit liv, burde da være lige meget værd, om andre anerkender det eller ej.

Bloggen her er endnu et strålende eksempel. Jo mere folk bekræfter mig i, at det er det helt rigtige for mig at skrive, jo mere rigtigt føles det. Men selve indholdet i det jeg gør, ændrer jo ikke karakter, uanset om jeg bliver anerkendt for det eller ej. Jeg skriver stadig et indlæg, bruger det som en slags terapi, klapper mig selv på skulderen, for at have modet til at vise det til hvem end der nu måtte have lyst til at se det, og så er jeg i mål. Men så alligevel ikke helt, for det føles bare bedre, når nogen melder tilbage, og bekræfter mine pointer, og anerkender, at det jeg skriver, også giver mening for dem, eller hjælper dem med at se nogle ting mere klart eller på en ny måde.

Jeg tænker ikke, at jeg er unik, eller at det er atypisk at trives med at få anerkendelse og ros. Det er den del af det, hvor jeg bliver afhængig af anerkendelsen, der er problematisk. I det øjeblik, jeg lader mine tanker og handlinger styre af et ønske om at blive anerkendt af andre, mister jeg vel egentlig en ret stor del af min integritet. Hvis jeg gør ting kun for at blive anerkendt, så mister mit liv desværre en stor del af dets mening.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her tunge pladder? Jeg vil derhen, hvor jeg lover mig selv at øve mig i at lade mig lede og styre af de ting der giver mening for mig at gøre, uden at det nødvendigvis behøver at give mening for andre – giver det mening? Det er virkelig uselvstændigt at træffe beslutninger ud fra, hvad jeg tror andre ønsker eller forventer af mig. Derfor vil jeg også love mig selv at gøre mit allerbedste for at finde vej ud af den her labyrint. Og jeg vil gå til venstre, selvom jeg tænker, at alle andre synes det er smartest at gå til højre. De ting jeg gør og de beslutninger jeg træffer, burde have samme værdi, uanset om andre anerkender dem eller ej. Og der kom ”burde” forbi igen, ham havde jeg ellers slået op med, men I forstår hvad jeg mener.

Så næste gang jeg inderst inde virkelig godt ved, hvad jeg vil, hvad enten det er at bestille ekstra ost på min pizza, spise en hel plade Marabou alene, tage en uddannelse eller skrive en bog, så vil jeg gøre det, uanset om andre synes om mit valg eller ej – det er jo mit valg, og mig der skal tage konsekvenserne af det.

Og det føles på en eller anden måde trivielt, klichefyldt og fuldstændig substansforladt at skrive om det her emne, for I kender det jo sikkert alle sammen godt. Jeg tænker over, hvad I mon vil tænke om, at jeg udleverer mig selv på den her måde, om I vil anerkende det. Men det er mit valg, min vej, mit håb om at bryde tabuer – og det valg står jeg på mål for, uanset om andre synes det er en god ide eller ej (og hey – det er vel egentlig en meget god start). Det må være første step på min vej mod at nå det sidste stadie, og hvile mere i mig selv og mine beslutninger, at jeg tager de emner op der giver mening for mig at skrive om. Og så håber jeg, at der sidder en enkelt eller to derude, som tager noget med sig, og som føler sig mere okay eller rigtig, efter at have læst med her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: