Tre ting jeg skammer mig over, efter jeg er blevet mor…

  1. Jeg HADER at lege!

Jeg kan savne mine børn hele dagen, og glæde mig så meget til de kommer hjem, og så skal vi bare hygge og lege og… Nå nej, jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at lege. Jeg har egentlig ikke rigtig lavet andet end at lege med mine børn, i de fire år jeg har hjemmepasset, og jeg tror efterhånden, at jeg har fået ”leget af”. Det er mine børn imidlertid ikke helt enige i, og jeg har åbenbart vænnet dem til, at det er mit job at være en meget deltagende og overengageret del af deres leg. Det er kommet dertil, hvor min søn ofte bare strejker, hvis jeg ikke vil deltage i legen: ”Så sidder jeg bare her og venter, til du er klar til at lege, mor!” Og han er et stædigt lille asen, så han kan sidde overraskende lang tid og stirre på en masse indbydende legetøj, der bare kalder på ham, uden at gå i gang med noget som helst, fordi jeg nægter at lægge stemmer til de to røvere der skal stjæle politihelikopteren og flygte, mens min søn er en motorcykelbetjent der forfølger os fra landjorden.

Men altså, jeg er åbenbart bare nået dertil, hvor det virker lidt meningsløst. Jeg vil hellere lave ting med mine unger, hvor der er et formål eller et resultat (helst noget spiseligt): Tegne, lave perler, gå i køkkenet, spille spil eller tage ud i skoven og samle en masse blade, som vi tager med hjem og lægger til tørre og aldrig bruger til noget som helst, fordi så kreativ er jeg jo alligevel heller ikke.

Men jeg skammer mig altså over, at jeg har det sådan. Jeg ved, hvor vigtigt det er at lege, og hvor meget det hjælper de små med at bearbejde alle dagens indtryk, så selvfølgelig skal de lege, men behøver jeg virkelig at deltage? Jeg har heldigvis giftet mig med en mand der rigtig gerne vil lege, men som helst ikke vil lave alt for meget praktisk. Så når ungerne begynder at fordele roller og gøre klar til at lege far, mor og børn, i håbet om, at jeg vil agere familiens baby i en halv times tid, så sniger jeg lige sutten videre til min mand, og stikker af ud i køkkenet under påskud af at skulle gøre aftensmad eller madpakker klar, eller støve et eller andet meget vigtigt af, for det synes jeg åbenbart er sjovere end at lege. Shame on me!

2. Jeg kan være overraskende upædagogisk…

Øv, hvor kan jeg bare være en træls mor en gang imellem. Jeg kan råbe og skælde ud, og true og bestikke for fuld hammer, selv om jeg udmærket godt ved, at det er verdens dårligste ide. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det ikke fungerer at skælde mine børn ud eller true med at smide dem i seng, når klokken er 15.30. De ved da godt, at jeg ikke smider dem i seng der, det kommer jo aldrig til at fungere for nogen af os, når de så vågner igen klokken 19 og er klar til at lege hele natten lang. Og når jeg hæver stemmen, fordi det endnu engang åbenbart er fysisk umuligt selv at hive sine bukser op, efter man har tisset, og min fireårige kommer vraltende med bukserne nede om anklerne, så ved jeg godt, at jeg burde være pædagogisk og gå over og vise ham for gang nummer hundrede, hvordan det skal gøres, men jeg ved jo, at han klarer den selv i børnehaven, så hvorfor kan han ikke også klare den herhjemme? Og så går bølgerne unødvendigt højt, og inderst inde ved jeg faktisk godt, at han egentlig bare gerne vil være tæt på mig, og have min hjælp, fordi han har brug for nærvær, og så siger jeg undskyld, og at jeg elsker ham. Og der bliver lidt for kort afstand mellem de høje stemmer og kærlighedserklæringerne, men jeg kunne ikke lige gøre det bedre, og jeg skammer mig, og satser på, at jeg bliver mere pædagogisk, når jeg starter på pædagogseminariet.

(Det med at være upædagogisk er i øvrigt ikke kun forbundet med skam herhjemme, for jeg har en fest over for eksempel at lære mine unger at sige ”Jan Jan tissemand” til deres far, fordi jeg er håbløs plat, og synes det er sjovt når børn bander eller siger upassende ting.)

3. Skærme fylder ALT for meget i vores liv!

Hvilken fantastisk tosset ting at skrive på en blog (som per definition læses på en skærm), men altså; de der skærme – de tager altså for meget plads. De stjæler tid og nærvær og minder, og jeg burde kyle dem af helvede til, men jeg synes jo også selv, at de kan et eller andet rigtig rart. Her i huset, er vi fire voksne og fire børn, og det er ikke noget sjældent syn, at der er gang i minimum otte skærme mellem klokken 16 og 18. Det er så tilfældigvis også lige præcis de to timer, hvor man i hverdagen faktisk har mulighed for at være sammen og tale sammen, men det er bare ikke altid lige nemt, i hvert fald ikke herhjemme. Det bruger jeg alt for meget tid på at skamme mig over, og så bliver jeg i dårligt humør, og så er jeg en sur mor, og så er Borgmester Godglad fra Paw Patrol faktisk et væsentligt bedre forbillede end mig, og så tænder jeg for skærmen igen.

Nogle dage insisterer jeg på at gemme skærmene væk, så vi kan hygge og lege, men jævnfør punkt 1, er det jo så heller ikke lige min stærke side. Og altså, hvor er det bare hyggeligt at tænde op for Netflix, og sidde og nusse imellem to onsdagstrætte unger, og eventuelt lige lidt diskret tjekke instagram på telefonen, mens man i spænding venter på, at Netflix spørger ”Er du der (seriøst) endnu?”, så man kan rette sin vrede mod det mor-udskammende væsen der har oprettet den uduelige funktion!

Som om vi mødre ikke har nok at skamme os over i forvejen…                    

2 kommentarer til “Tre ting jeg skammer mig over, efter jeg er blevet mor…

  1. Hold kæft du har go humor – er lige faldet over din blog og tårerne triller af mine kinder af grin 😂😂😂 SKØNT skriv som så godt beskriver mor-livet – TAK❤️

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: