Mikroeventyr

Okay, jeg indrømmer det: Jeg er ikke nødvendigvis det letteste menneske at leve sammen med, fordi jeg får cirka en milliard nye ideer dagligt. De ideer drejer sig ofte om noget i stil med at investere i en stillehavsø og flytte ud og blive et med naturen, bygge vores egen lille vindmølle og vandrensningssystem, og rende rundt med tøj lavet af bananblade, og bare bo der for altid og være helt i zen.

Den slags romantiske forestillinger har corona (og realisme) ligesom sat en stopper for, og min drømmehorisont er blevet ændret fra Ækvator til grænseovergangen ved Kruså. Så kunne man jo formode, at min kære familie fik lidt fred for mine evindelige og naive drømmerier, men det er bestemt ikke tilfældet. I går sad jeg for eksempel og zoomede voldsomt ind på google maps, for at se, hvor mange ubeboede øer vi har hernede i det sydfynske. Men altså, mine ideer, når sjældent at blive mere end et par sekunder gamle, før jeg selv indser, at det nok bliver lidt koldt, gråt og trist at bo i en slidt campingvogn på en øde ø i Lillebælt i januar.

Og jeg ved godt, at jeg er møgforkælet, for vi har virkelig et helt vidunderligt liv her, hvor vi er lige nu. Men drømmene er en slags hobby (og også af og til et tilflugtssted) for mig, og sommetider har jeg hårdt brug for at gøre nogle af dem til virkelighed, for at føle mig i live.

Enter: Mikroeventyr! Et begreb jeg først opdagede for et års tid siden. Det går i al sin enkelhed ud på at opsøge og implementere eventyr i hverdagen, helst i umiddelbar nærhed af ens eget hjem. Det lyder måske banalt, men når jeg tænker på de der rigtig dejlige minder, jeg selv har fra min egen barndom, så er det faktisk mikroeventyrene der fylder mest. En overnatning i naboens legehus, hvor min mor serverede portionsformede pizzaer med ekstra ost, en overlevelsestur i den lokale ådal med madpakker, eller en sejltur på sundet i en lille jolle, hvor motoren gik i stykker undervejs og vi måtte ro hjem. Der skal egentlig ikke så meget til, før noget bliver eventyrligt.

Første gang jeg stødte på mikroeventyr, var da jeg læste om Al Humphreys (som i øvrigt er virkelig sej og inspirerende – prøv at google ham!). Han har blandt andet cyklet hele verden rundt, men er nu gået over til mikroeventyr, hvor han for eksempel vandrer en lang tur i sit lokalområde, eller tager ud og overnatter i naturen med sine kollegaer. Jeg tænkte straks, at vi som familie sagtens kunne vandre Fyn rundt, men altså, mindre kan jo også gøre det, og de her mikroeventyr kan godt tilpasses en familie med to små børn, og så få lov til at vokse som tiden går. Som Humphreys siger, så er eventyret en sindstilstand, og det øver jeg mig virkelig i at tage til mig.  

De her mikroeventyr er altså både meningsfyldte, bæredygtigte, eventyrlige (!), vanedannende og i øvrigt også Jan-venlige herhjemme, fordi han slipper for at krydse broen til fastlandet. Jeg skal i hvert fald lige huske mig selv på, at mikroeventyrene findes, når drømme om fjerne lande forsøger at opsluge mig. I går gennemgik jeg så lige fotorullen for de sidste par måneder, og drømte mig tilbage til nogle virkelig skønne mikroeventyr, som jeg lige vil dele med jer her. Den kommende weekend venter endnu et mikroeventyr, som jeg glæder mig til også at dele med jer inden længe…

For ikke så længe siden var mikroeventyret en tur til Skovsgaard, som er et virkelig dejligt gods/økologisk landbrug på Langeland cirka tyve minutter fra vores hjem. Der er sjældent mange mennesker, selvom det er et skønt lille sted med dyr, maskiner og en masse aktiviteter for ungerne. Blandt andet kan man prøve at fiske i waders, lave pandekager over bål, fodre gederne eller bare gå en tur i det virkelig smukke område omkring godset.

Altså det er jo virkelig ikke raketvidenskab, men alligevel glemmer jeg tit, at de der små hyggelige ting, som man normalt ville gøre på en ferie, sagtens kan gøres herhjemme en onsdag aften. Og det er faktisk et mikroeventyr, at lave bål i haven og spise snobrød til aftensmad. Og så er det også bare virkelig hyggeligt og uformelt (og ja det er en øl på billedet – for jeg er en meget mere afslappet mor, når jeg er lidt halvsnalret).

Okay, årstiden er måske ikke så oplagt lige nu, men en overnatning i telt i haven er altså bare virkelig et hyggeligt mikroeventyr! Jeg havde tænkt, at det ville blive for besværligt med en toårig, men det viste sig faktisk at være alletiders. Da ungerne var faldet i søvn, sad Jan og jeg og spillede kort i teltet. Hvis vi havde sovet indenfor som normalt, så havde vi højst sandsynligt siddet foran skærmen, efter ungerne var puttet. Det var ret skønt at være på campingferie i vores egen have og vågne op med solen den næste morgen, ligesom vi altid gjorde førhen, når vi rejste rundt ude i verden.

Så hermed er tippet om mikroeventyr altså givet videre, hvad end I er rastløse og lider af udlængsel, eller måske bare synes, at hverdagen en gang imellem trænger til lidt glimmerdrys.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

<span>%d</span> bloggers like this: