Tre ting jeg er taknemmelig for…

Indrømmet: Min ja-hat sidder altså lidt skævt i de her dage. Og ikke på sådan en sej ”hatten-på-skrå ”-agtig måde, men mere på en måde, hvor den lidt er ved at falde af.

Jeg er en skygge af mig selv, og det er faktisk helt okay. Jeg fik en gang et virkeligt godt i råd, i forhold til de negative tanker og følelser der af og til kan blusse op i os alle sammen. Hvis man opfatter alt det svære som en badebold der flyder ovenpå vandet, så vil den badebold af og til dukke op, og så stille og roligt drive væk igen af sig selv, hvis man bare lader den være og accepterer, at den er der. Hvis man derimod forsøger at presse den ned, og skjule den under vandet, hver gang den kommer forbi, så vil den styrte mod overfladen og hoppe op, det sekund man slipper den. Det er et billede der ofte har hjulpet mig til at acceptere, at det hele ikke kan være nemt og perfekt hele tiden.

I øjeblikket bliver jeg dagligt ramt af nogle lidt tunge tanker. Nogle af dem handler om, hvorfor jeg for eksempel overhovedet startede den her blog. Hvorfor skulle jeg egne mig bedre til at skrive end alle mulige andre? Hvordan kan mine tanker og refleksioner på nogen som helst måde have værdi for andre end mig selv?

Jeg accepterer den slags tanker, og ved, at de nok kun rammer mig kortvarigt. Og så husker jeg mig selv på, at jeg i løbet af de sidste par måneder med denne blog har modtaget tilkendegivelser, både fra folk jeg kender godt og fra folk jeg aldrig før har mødt, som fortæller, at de kan genkende de ting jeg beskriver. Både de sjove og de mindre sjove. Og jeg ved egentlig ikke, om det er grund nok til at fortsætte med at skrive, men det er trygt for mig at vide, at jeg ikke er alene med mine tanker og følelser.

Det er tydeligt for mig, at det at skrive herinde kræver mod og overskud fra min side, og i nogle perioder er jeg bare mere usikker på mig selv og på mit eget værd, og har mindre overskud end andre gange, og så bliver jeg måske lidt stille. Forleden så jeg så en dokumentar på DR, hvor der kørte en faktaboks op på skærmen som proklamerede, at hver tiende dansker kæmper med psykisk sygdom i en eller anden form. Så jeg er jo på ingen måde alene i min sårbarhed, og i de perioder som er lidt tungere end andre skal der altså også skrives. For der er en afsender der har brug for det, og der er en modtager der har brug for det.

Derfor vil jeg i dag, give et af mine bedste råd til at håndtere de svære dage videre. Det er noget så klichéfyldt og simpelt som at huske sig selv på alle de skønne ting i ens liv, som man er taknemmelig for. Jeg håber, at nogen derude kan bruge den reminder til et eller andet. Uanset hvad, så tvinger det mig selv til lige at lyse lygten hen på alt det gode, og lade de andre ting ligge i mørket og drive væk med tidevandet.

Så her kommer altså tre vidunderlige ting jeg er taknemmelig for at have i mit liv lige nu:

Humor: Der går ikke en dag uden, at jeg griner (ofte op til flere gange). Jeg har skønne humoristiske mennesker omkring mig. Veninder med selvironi der tør udlevere sig selv, og fortælle pinlige historier fra deres liv. Og så har jeg et par unger, som allerede nu er ret grinern (hvis jeg selv skal sige det). I går sad vi for eksempel ved spisebordet, og Jan forsøgte at forklare Frederik, hvad ordet ”teleportere” betyder. Imens de snakker taber Anna en kiks med nutella ned på gulvet, og jeg skal lige til at blive en lille smule irriteret, da Frederik siger: ”Da teleporterede Anna da lige sin kiks ned på gulvet”.

Tid: Herhjemme har vi indrettet vores liv, sådan at tid er den ressource, vi tillægger allermest værdi. For mig er tid langt mere værdifuld end penge og status, som jo i princippet er uendelige bønnestager – der findes intet topmål for, hvor mange penge man kan tjene eller hvor høj en stilling eller status man kan opnå. Tid derimod er en ret så begrænset ressource. Jeg er ovenud lykkelig og taknemmelig for, at vi i sin tid steg af hamsterhjulet, og valgte at erkende, at ingen af os er gearede til at køre på i det tempo der forventes af børnefamilier. Så min karriere har anden prioritet, indtil ungerne ikke gider lege med togbane sammen med mig mere. For mange tror jeg, at det ville være et kæmpe savn, men for mig er det en gave, som jeg er taknemmelig for, netop fordi jeg elsker det langsomme liv uden bagkanter og logistiske udfordringer.

Hverdagen: Det havde jeg faktisk aldrig troet om mig selv, men når jeg reflekterer over, hvad jeg er taknemmelig for, så dukker hverdagen op igen og igen. Jeg er så glad for, at mine børn har en institution de stortrives i, med nogle voksne som bare ser og rummer dem de er. Jeg er taknemmelig for, at Jan har et arbejde der gør ham glad og giver ham overskud. Og så er jeg taknemmelig for en hverdag, som jeg kan fylde med lige præcis det jeg har lyst til af gåture, skriverier, træstammer og alt for høj musik. Det er sgu’ da privilegeret.

Hov – og så lige en bonusting jeg er taknemmelig for: Nemlig dig der læser med – god dag til dig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: