Noget om at tilgive sin mor…

Jeg sidder lige nu og skriver på en morgåde til den bog, jeg så inderligt drømmer om, en dag at få udgivet. Dagens morgåde handler om, hvad man gør, hvis man bliver gravid. Og en af de ting jeg selv ville ønske, at jeg var blevet rådet til at gøre, er at tilgive. At tilgive min egen mor, for alle de ting jeg synes, hun kunne have gjort anderledes. For jeg vidste intet om, hvad der var på spil, før jeg pludselig selv stod der med det fulde ansvar for et andet menneskes liv. Og det kan umuligt lykkedes for nogen at varetage så stort et ansvar til perfektion.

Jeg har været vred og følt mig uretfærdigt behandlet over mange virkelig skøre ting (ser jeg nu). Jeg har for eksempel brugt en hel del energi på at være skuffet over ikke at have en ”Barnets bog” ligesom mine søskende har. Først efter jeg selv er blevet mor, er det gået op for mig, hvor vanvittigt irriterende og krævende det er at udfylde sådan en bog på tilfredsstillende vis. Det kan sammenlignes lidt med alle de der billeder jeg burde fremkalde fra min telefons fotoalbum, sådan lidt oftere end jeg egentlig får det gjort. Og jeg var altså min mors barn nummer tre. Tre børn! Hvis min mor faktisk havde udfyldt min ”Barnets bog”, så havde hun været et irriterende overmenneske, som jeg som mor aldrig selv ville kunne leve op til. I stedet har hun sat nogle realistiske rammer, og lur mig, om hun ikke har brugt den tid hun ikke brugte på at lave min ”Barnets bog”, på faktisk bare at være sammen med mig.

Og ligesom alle andre menneskelige relationer, så har relationen mellem min mor og jeg ikke været perfekt. Men hun har altid gjort sit bedste, det er jeg på ingen måde i tvivl om. Ligesom jeg selv gør mit bedste som mor for mine egne børn. Og jeg fejler hver evig eneste dag. Jeg har endnu til gode at opleve en dag, hvor jeg simpelthen bare har været den perfekte mor. Jeg tror faktisk ikke, at hun findes. Kun i vordende mødres fantasier, og i kvinder uden børns forestillinger om, hvordan de i hvert fald aldrig selv skal være, når de engang bliver mødre. Men der findes altså ikke særlig mange ting der er mere krævende, end at være nogens mor – og det er vel egentlig helt okay at erkende og anerkende. Jeg hæver tit stemmen, eller truer eller bestikker, eller gør noget jeg udmærket godt ved er upædagogisk. Men jeg gør virkelig altid mit bedste.

Det jeg bare vil sige er, at jeg har haft stor glæde af at tilgive min mor, så hvis du ikke er nået dertil endnu, så kom i gang. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det for længe siden, men det krævede ligesom, at jeg indså, at den perfekte mor ikke findes. Ikke engang hjemme hos mig selv.

(Men hallo – tjek lige det perfekte billede af min søde mor og mig på café)

*Bonusinfo: Man skulle tro, at indlægget her var sponsoreret af min kære mor, for sekundet inden jeg skulle til at trykke “udgiv”, banker min far på døren. Han havde lige en pose bagerbrød i hånden, som min mor havde sendt ham herover med, fordi jeg ligger syg med halsbetændelse. Jeg understreger dog lige, at indlægget blev skrevet inden den hændelse. Men altså, kender i karma? Ellers skal jeg også nok præsentere jeg for hende en dag, hun er sød…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: