Samsovning og overlevelsesture…

Som forældre synes jeg ofte, at man kan komme til at lade sig styre af en forventning til, eller en forestilling om, hvordan tingene burde gøres. Det gælder også, når det kommer til sovesituationer. Det gælder om hurtigst muligt at få børnene ind og sove på deres eget værelse, og dermed generobre soveværelset. Alle tænkelige sovekonstellationer på vej mod det mål er ”forkerte” eller i hvert fald midlertidige.

Jeg støder dog rimelig ofte på beretninger fra veninder, der ligesom mig er langt fra ”målet”. De falder i søvn i lænestole i børneværelset, i en akavet position, hvor de holder en tumling i hånden gennem en tremmeseng, hvilket højest sandsynligt ender i nogle temmelig ubehagelige skuldersmerter. De render 14-16 gange ind på børneværelset og giver en sut eller en kop mælk der er præcis 17 grader varm, og har svært ved at falde ordentligt i søvn imellem alt natteroderiet. De kæmper i timevis for at få deres tumling til at falde i søvn i egen seng, for to timer senere at høre små trippende fødder og mærke en lille varm krop der kravler op i midten af dobbeltsengen. Jeg har selv prøvet alle de ting, så jeg peger ikke fingre.

Men jeg tillader mig dog at udfordre forestillingen om, at der er én rigtig måde at gøre tingene på, når det kommer til børn og søvn: Hvad hvis den rigtige måde at gøre tingene på, er den måde der fungerer bedst for hver enkelt familie? Og hvad hvis målet med søvnen er, at alle skal sove godt, i stedet for at alle skal sove et bestemt sted?

Herhjemme sover vi i lige præcis den konstellation der resulterer i, at flest muligt sover bedst muligt. Hvis det betyder, at vi sover fire forskellige steder – så gør vi det. Og hvis det betyder, at vi sover alle fire i en seng – så gør vi selvfølgelig det. Det er oftest den sidste model der bliver brugt herhjemme. Vi sover alle fire bedst, når vi ligger i samme rum, hvilket ret tit ender med, at vi alle fire ligger i samme seng. Og jeg ved godt, at jeg nok burde undskylde, og kalde det en midlertidig løsning, men jeg synes faktisk bare, at det er megahyggeligt, og jeg nyder hver eneste nat i fulde drag (i hvert fald de nætter, hvor jeg får lov til at sove uden alt for mange afbrydelser).

Lige for tiden er det dog en anden model der passer bedst herhjemme. Jeg har lige haft halsbetændelse, hvilket har resulteret i nogle lidt hævede mandler (beklager detaljerne), hvilket så igen har resulteret i en underlig uforklarlig brummelyd i soveværelset som holder Jan vågen om natten. Så nu er Freddy og jeg taget på en længere overlevelsestur på hemsen, og vi har taget brummelyden med. Freddy er heldigvis ligeglad, hvis bare han har mig indenfor rækkevidde, så sover han trygt. Hvis det stod til ham, så tror jeg, at den perfekte nat ville bestå af et elleve timer langt kram med mig, men det kan jeg så ikke helt leve op til, da vi tilsammen bliver godt og vel halvfjerds grader varme i løbet af en helt almindelig nat.

Men i nat sover vi godt alle fire, og i morgen kan det være, at vi vender tilbage fra overlevelsesturen og flytter ind i soveværelset igen. Hvem ved? Så længe vi bare gør det der fungerer bedst for os, i stedet for at gøre det der passer bedst ind i de forventninger og forestillinger der unægtelig findes om, hvordan man sover ”rigtigt” som børnefamilie.

Godnat – og sov TRYGT.

Noget om at tilgive sin mor…

Jeg sidder lige nu og skriver på en morgåde til den bog, jeg så inderligt drømmer om, en dag at få udgivet. Dagens morgåde handler om, hvad man gør, hvis man bliver gravid. Og en af de ting jeg selv ville ønske, at jeg var blevet rådet til at gøre, er at tilgive. At tilgive min egen mor, for alle de ting jeg synes, hun kunne have gjort anderledes. For jeg vidste intet om, hvad der var på spil, før jeg pludselig selv stod der med det fulde ansvar for et andet menneskes liv. Og det kan umuligt lykkedes for nogen at varetage så stort et ansvar til perfektion.

Jeg har været vred og følt mig uretfærdigt behandlet over mange virkelig skøre ting (ser jeg nu). Jeg har for eksempel brugt en hel del energi på at være skuffet over ikke at have en ”Barnets bog” ligesom mine søskende har. Først efter jeg selv er blevet mor, er det gået op for mig, hvor vanvittigt irriterende og krævende det er at udfylde sådan en bog på tilfredsstillende vis. Det kan sammenlignes lidt med alle de der billeder jeg burde fremkalde fra min telefons fotoalbum, sådan lidt oftere end jeg egentlig får det gjort. Og jeg var altså min mors barn nummer tre. Tre børn! Hvis min mor faktisk havde udfyldt min ”Barnets bog”, så havde hun været et irriterende overmenneske, som jeg som mor aldrig selv ville kunne leve op til. I stedet har hun sat nogle realistiske rammer, og lur mig, om hun ikke har brugt den tid hun ikke brugte på at lave min ”Barnets bog”, på faktisk bare at være sammen med mig.

Og ligesom alle andre menneskelige relationer, så har relationen mellem min mor og jeg ikke været perfekt. Men hun har altid gjort sit bedste, det er jeg på ingen måde i tvivl om. Ligesom jeg selv gør mit bedste som mor for mine egne børn. Og jeg fejler hver evig eneste dag. Jeg har endnu til gode at opleve en dag, hvor jeg simpelthen bare har været den perfekte mor. Jeg tror faktisk ikke, at hun findes. Kun i vordende mødres fantasier, og i kvinder uden børns forestillinger om, hvordan de i hvert fald aldrig selv skal være, når de engang bliver mødre. Men der findes altså ikke særlig mange ting der er mere krævende, end at være nogens mor – og det er vel egentlig helt okay at erkende og anerkende. Jeg hæver tit stemmen, eller truer eller bestikker, eller gør noget jeg udmærket godt ved er upædagogisk. Men jeg gør virkelig altid mit bedste.

Det jeg bare vil sige er, at jeg har haft stor glæde af at tilgive min mor, så hvis du ikke er nået dertil endnu, så kom i gang. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det for længe siden, men det krævede ligesom, at jeg indså, at den perfekte mor ikke findes. Ikke engang hjemme hos mig selv.

(Men hallo – tjek lige det perfekte billede af min søde mor og mig på café)

*Bonusinfo: Man skulle tro, at indlægget her var sponsoreret af min kære mor, for sekundet inden jeg skulle til at trykke “udgiv”, banker min far på døren. Han havde lige en pose bagerbrød i hånden, som min mor havde sendt ham herover med, fordi jeg ligger syg med halsbetændelse. Jeg understreger dog lige, at indlægget blev skrevet inden den hændelse. Men altså, kender i karma? Ellers skal jeg også nok præsentere jeg for hende en dag, hun er sød…

Tre ting jeg er taknemmelig for…

Indrømmet: Min ja-hat sidder altså lidt skævt i de her dage. Og ikke på sådan en sej ”hatten-på-skrå ”-agtig måde, men mere på en måde, hvor den lidt er ved at falde af.

Jeg er en skygge af mig selv, og det er faktisk helt okay. Jeg fik en gang et virkeligt godt i råd, i forhold til de negative tanker og følelser der af og til kan blusse op i os alle sammen. Hvis man opfatter alt det svære som en badebold der flyder ovenpå vandet, så vil den badebold af og til dukke op, og så stille og roligt drive væk igen af sig selv, hvis man bare lader den være og accepterer, at den er der. Hvis man derimod forsøger at presse den ned, og skjule den under vandet, hver gang den kommer forbi, så vil den styrte mod overfladen og hoppe op, det sekund man slipper den. Det er et billede der ofte har hjulpet mig til at acceptere, at det hele ikke kan være nemt og perfekt hele tiden.

I øjeblikket bliver jeg dagligt ramt af nogle lidt tunge tanker. Nogle af dem handler om, hvorfor jeg for eksempel overhovedet startede den her blog. Hvorfor skulle jeg egne mig bedre til at skrive end alle mulige andre? Hvordan kan mine tanker og refleksioner på nogen som helst måde have værdi for andre end mig selv?

Jeg accepterer den slags tanker, og ved, at de nok kun rammer mig kortvarigt. Og så husker jeg mig selv på, at jeg i løbet af de sidste par måneder med denne blog har modtaget tilkendegivelser, både fra folk jeg kender godt og fra folk jeg aldrig før har mødt, som fortæller, at de kan genkende de ting jeg beskriver. Både de sjove og de mindre sjove. Og jeg ved egentlig ikke, om det er grund nok til at fortsætte med at skrive, men det er trygt for mig at vide, at jeg ikke er alene med mine tanker og følelser.

Det er tydeligt for mig, at det at skrive herinde kræver mod og overskud fra min side, og i nogle perioder er jeg bare mere usikker på mig selv og på mit eget værd, og har mindre overskud end andre gange, og så bliver jeg måske lidt stille. Forleden så jeg så en dokumentar på DR, hvor der kørte en faktaboks op på skærmen som proklamerede, at hver tiende dansker kæmper med psykisk sygdom i en eller anden form. Så jeg er jo på ingen måde alene i min sårbarhed, og i de perioder som er lidt tungere end andre skal der altså også skrives. For der er en afsender der har brug for det, og der er en modtager der har brug for det.

Derfor vil jeg i dag, give et af mine bedste råd til at håndtere de svære dage videre. Det er noget så klichéfyldt og simpelt som at huske sig selv på alle de skønne ting i ens liv, som man er taknemmelig for. Jeg håber, at nogen derude kan bruge den reminder til et eller andet. Uanset hvad, så tvinger det mig selv til lige at lyse lygten hen på alt det gode, og lade de andre ting ligge i mørket og drive væk med tidevandet.

Så her kommer altså tre vidunderlige ting jeg er taknemmelig for at have i mit liv lige nu:

Humor: Der går ikke en dag uden, at jeg griner (ofte op til flere gange). Jeg har skønne humoristiske mennesker omkring mig. Veninder med selvironi der tør udlevere sig selv, og fortælle pinlige historier fra deres liv. Og så har jeg et par unger, som allerede nu er ret grinern (hvis jeg selv skal sige det). I går sad vi for eksempel ved spisebordet, og Jan forsøgte at forklare Frederik, hvad ordet ”teleportere” betyder. Imens de snakker taber Anna en kiks med nutella ned på gulvet, og jeg skal lige til at blive en lille smule irriteret, da Frederik siger: ”Da teleporterede Anna da lige sin kiks ned på gulvet”.

Tid: Herhjemme har vi indrettet vores liv, sådan at tid er den ressource, vi tillægger allermest værdi. For mig er tid langt mere værdifuld end penge og status, som jo i princippet er uendelige bønnestager – der findes intet topmål for, hvor mange penge man kan tjene eller hvor høj en stilling eller status man kan opnå. Tid derimod er en ret så begrænset ressource. Jeg er ovenud lykkelig og taknemmelig for, at vi i sin tid steg af hamsterhjulet, og valgte at erkende, at ingen af os er gearede til at køre på i det tempo der forventes af børnefamilier. Så min karriere har anden prioritet, indtil ungerne ikke gider lege med togbane sammen med mig mere. For mange tror jeg, at det ville være et kæmpe savn, men for mig er det en gave, som jeg er taknemmelig for, netop fordi jeg elsker det langsomme liv uden bagkanter og logistiske udfordringer.

Hverdagen: Det havde jeg faktisk aldrig troet om mig selv, men når jeg reflekterer over, hvad jeg er taknemmelig for, så dukker hverdagen op igen og igen. Jeg er så glad for, at mine børn har en institution de stortrives i, med nogle voksne som bare ser og rummer dem de er. Jeg er taknemmelig for, at Jan har et arbejde der gør ham glad og giver ham overskud. Og så er jeg taknemmelig for en hverdag, som jeg kan fylde med lige præcis det jeg har lyst til af gåture, skriverier, træstammer og alt for høj musik. Det er sgu’ da privilegeret.

Hov – og så lige en bonusting jeg er taknemmelig for: Nemlig dig der læser med – god dag til dig!

Mikroeventyr

Okay, jeg indrømmer det: Jeg er ikke nødvendigvis det letteste menneske at leve sammen med, fordi jeg får cirka en milliard nye ideer dagligt. De ideer drejer sig ofte om noget i stil med at investere i en stillehavsø og flytte ud og blive et med naturen, bygge vores egen lille vindmølle og vandrensningssystem, og rende rundt med tøj lavet af bananblade, og bare bo der for altid og være helt i zen.

Den slags romantiske forestillinger har corona (og realisme) ligesom sat en stopper for, og min drømmehorisont er blevet ændret fra Ækvator til grænseovergangen ved Kruså. Så kunne man jo formode, at min kære familie fik lidt fred for mine evindelige og naive drømmerier, men det er bestemt ikke tilfældet. I går sad jeg for eksempel og zoomede voldsomt ind på google maps, for at se, hvor mange ubeboede øer vi har hernede i det sydfynske. Men altså, mine ideer, når sjældent at blive mere end et par sekunder gamle, før jeg selv indser, at det nok bliver lidt koldt, gråt og trist at bo i en slidt campingvogn på en øde ø i Lillebælt i januar.

Og jeg ved godt, at jeg er møgforkælet, for vi har virkelig et helt vidunderligt liv her, hvor vi er lige nu. Men drømmene er en slags hobby (og også af og til et tilflugtssted) for mig, og sommetider har jeg hårdt brug for at gøre nogle af dem til virkelighed, for at føle mig i live.

Enter: Mikroeventyr! Et begreb jeg først opdagede for et års tid siden. Det går i al sin enkelhed ud på at opsøge og implementere eventyr i hverdagen, helst i umiddelbar nærhed af ens eget hjem. Det lyder måske banalt, men når jeg tænker på de der rigtig dejlige minder, jeg selv har fra min egen barndom, så er det faktisk mikroeventyrene der fylder mest. En overnatning i naboens legehus, hvor min mor serverede portionsformede pizzaer med ekstra ost, en overlevelsestur i den lokale ådal med madpakker, eller en sejltur på sundet i en lille jolle, hvor motoren gik i stykker undervejs og vi måtte ro hjem. Der skal egentlig ikke så meget til, før noget bliver eventyrligt.

Første gang jeg stødte på mikroeventyr, var da jeg læste om Al Humphreys (som i øvrigt er virkelig sej og inspirerende – prøv at google ham!). Han har blandt andet cyklet hele verden rundt, men er nu gået over til mikroeventyr, hvor han for eksempel vandrer en lang tur i sit lokalområde, eller tager ud og overnatter i naturen med sine kollegaer. Jeg tænkte straks, at vi som familie sagtens kunne vandre Fyn rundt, men altså, mindre kan jo også gøre det, og de her mikroeventyr kan godt tilpasses en familie med to små børn, og så få lov til at vokse som tiden går. Som Humphreys siger, så er eventyret en sindstilstand, og det øver jeg mig virkelig i at tage til mig.  

De her mikroeventyr er altså både meningsfyldte, bæredygtigte, eventyrlige (!), vanedannende og i øvrigt også Jan-venlige herhjemme, fordi han slipper for at krydse broen til fastlandet. Jeg skal i hvert fald lige huske mig selv på, at mikroeventyrene findes, når drømme om fjerne lande forsøger at opsluge mig. I går gennemgik jeg så lige fotorullen for de sidste par måneder, og drømte mig tilbage til nogle virkelig skønne mikroeventyr, som jeg lige vil dele med jer her. Den kommende weekend venter endnu et mikroeventyr, som jeg glæder mig til også at dele med jer inden længe…

For ikke så længe siden var mikroeventyret en tur til Skovsgaard, som er et virkelig dejligt gods/økologisk landbrug på Langeland cirka tyve minutter fra vores hjem. Der er sjældent mange mennesker, selvom det er et skønt lille sted med dyr, maskiner og en masse aktiviteter for ungerne. Blandt andet kan man prøve at fiske i waders, lave pandekager over bål, fodre gederne eller bare gå en tur i det virkelig smukke område omkring godset.

Altså det er jo virkelig ikke raketvidenskab, men alligevel glemmer jeg tit, at de der små hyggelige ting, som man normalt ville gøre på en ferie, sagtens kan gøres herhjemme en onsdag aften. Og det er faktisk et mikroeventyr, at lave bål i haven og spise snobrød til aftensmad. Og så er det også bare virkelig hyggeligt og uformelt (og ja det er en øl på billedet – for jeg er en meget mere afslappet mor, når jeg er lidt halvsnalret).

Okay, årstiden er måske ikke så oplagt lige nu, men en overnatning i telt i haven er altså bare virkelig et hyggeligt mikroeventyr! Jeg havde tænkt, at det ville blive for besværligt med en toårig, men det viste sig faktisk at være alletiders. Da ungerne var faldet i søvn, sad Jan og jeg og spillede kort i teltet. Hvis vi havde sovet indenfor som normalt, så havde vi højst sandsynligt siddet foran skærmen, efter ungerne var puttet. Det var ret skønt at være på campingferie i vores egen have og vågne op med solen den næste morgen, ligesom vi altid gjorde førhen, når vi rejste rundt ude i verden.

Så hermed er tippet om mikroeventyr altså givet videre, hvad end I er rastløse og lider af udlængsel, eller måske bare synes, at hverdagen en gang imellem trænger til lidt glimmerdrys.

Tre ting jeg skammer mig over, efter jeg er blevet mor…

  1. Jeg HADER at lege!

Jeg kan savne mine børn hele dagen, og glæde mig så meget til de kommer hjem, og så skal vi bare hygge og lege og… Nå nej, jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at lege. Jeg har egentlig ikke rigtig lavet andet end at lege med mine børn, i de fire år jeg har hjemmepasset, og jeg tror efterhånden, at jeg har fået ”leget af”. Det er mine børn imidlertid ikke helt enige i, og jeg har åbenbart vænnet dem til, at det er mit job at være en meget deltagende og overengageret del af deres leg. Det er kommet dertil, hvor min søn ofte bare strejker, hvis jeg ikke vil deltage i legen: ”Så sidder jeg bare her og venter, til du er klar til at lege, mor!” Og han er et stædigt lille asen, så han kan sidde overraskende lang tid og stirre på en masse indbydende legetøj, der bare kalder på ham, uden at gå i gang med noget som helst, fordi jeg nægter at lægge stemmer til de to røvere der skal stjæle politihelikopteren og flygte, mens min søn er en motorcykelbetjent der forfølger os fra landjorden.

Men altså, jeg er åbenbart bare nået dertil, hvor det virker lidt meningsløst. Jeg vil hellere lave ting med mine unger, hvor der er et formål eller et resultat (helst noget spiseligt): Tegne, lave perler, gå i køkkenet, spille spil eller tage ud i skoven og samle en masse blade, som vi tager med hjem og lægger til tørre og aldrig bruger til noget som helst, fordi så kreativ er jeg jo alligevel heller ikke.

Men jeg skammer mig altså over, at jeg har det sådan. Jeg ved, hvor vigtigt det er at lege, og hvor meget det hjælper de små med at bearbejde alle dagens indtryk, så selvfølgelig skal de lege, men behøver jeg virkelig at deltage? Jeg har heldigvis giftet mig med en mand der rigtig gerne vil lege, men som helst ikke vil lave alt for meget praktisk. Så når ungerne begynder at fordele roller og gøre klar til at lege far, mor og børn, i håbet om, at jeg vil agere familiens baby i en halv times tid, så sniger jeg lige sutten videre til min mand, og stikker af ud i køkkenet under påskud af at skulle gøre aftensmad eller madpakker klar, eller støve et eller andet meget vigtigt af, for det synes jeg åbenbart er sjovere end at lege. Shame on me!

2. Jeg kan være overraskende upædagogisk…

Øv, hvor kan jeg bare være en træls mor en gang imellem. Jeg kan råbe og skælde ud, og true og bestikke for fuld hammer, selv om jeg udmærket godt ved, at det er verdens dårligste ide. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det ikke fungerer at skælde mine børn ud eller true med at smide dem i seng, når klokken er 15.30. De ved da godt, at jeg ikke smider dem i seng der, det kommer jo aldrig til at fungere for nogen af os, når de så vågner igen klokken 19 og er klar til at lege hele natten lang. Og når jeg hæver stemmen, fordi det endnu engang åbenbart er fysisk umuligt selv at hive sine bukser op, efter man har tisset, og min fireårige kommer vraltende med bukserne nede om anklerne, så ved jeg godt, at jeg burde være pædagogisk og gå over og vise ham for gang nummer hundrede, hvordan det skal gøres, men jeg ved jo, at han klarer den selv i børnehaven, så hvorfor kan han ikke også klare den herhjemme? Og så går bølgerne unødvendigt højt, og inderst inde ved jeg faktisk godt, at han egentlig bare gerne vil være tæt på mig, og have min hjælp, fordi han har brug for nærvær, og så siger jeg undskyld, og at jeg elsker ham. Og der bliver lidt for kort afstand mellem de høje stemmer og kærlighedserklæringerne, men jeg kunne ikke lige gøre det bedre, og jeg skammer mig, og satser på, at jeg bliver mere pædagogisk, når jeg starter på pædagogseminariet.

(Det med at være upædagogisk er i øvrigt ikke kun forbundet med skam herhjemme, for jeg har en fest over for eksempel at lære mine unger at sige ”Jan Jan tissemand” til deres far, fordi jeg er håbløs plat, og synes det er sjovt når børn bander eller siger upassende ting.)

3. Skærme fylder ALT for meget i vores liv!

Hvilken fantastisk tosset ting at skrive på en blog (som per definition læses på en skærm), men altså; de der skærme – de tager altså for meget plads. De stjæler tid og nærvær og minder, og jeg burde kyle dem af helvede til, men jeg synes jo også selv, at de kan et eller andet rigtig rart. Her i huset, er vi fire voksne og fire børn, og det er ikke noget sjældent syn, at der er gang i minimum otte skærme mellem klokken 16 og 18. Det er så tilfældigvis også lige præcis de to timer, hvor man i hverdagen faktisk har mulighed for at være sammen og tale sammen, men det er bare ikke altid lige nemt, i hvert fald ikke herhjemme. Det bruger jeg alt for meget tid på at skamme mig over, og så bliver jeg i dårligt humør, og så er jeg en sur mor, og så er Borgmester Godglad fra Paw Patrol faktisk et væsentligt bedre forbillede end mig, og så tænder jeg for skærmen igen.

Nogle dage insisterer jeg på at gemme skærmene væk, så vi kan hygge og lege, men jævnfør punkt 1, er det jo så heller ikke lige min stærke side. Og altså, hvor er det bare hyggeligt at tænde op for Netflix, og sidde og nusse imellem to onsdagstrætte unger, og eventuelt lige lidt diskret tjekke instagram på telefonen, mens man i spænding venter på, at Netflix spørger ”Er du der (seriøst) endnu?”, så man kan rette sin vrede mod det mor-udskammende væsen der har oprettet den uduelige funktion!

Som om vi mødre ikke har nok at skamme os over i forvejen…                    

Tre MEGET kloge ting jeg mente om det at være mor, før jeg selv blev det…

  1. Jeg vil ALDRIG være sådan en mor der bruger skærm som et værktøj til at trøste/bedøve/underholde mine børn!

Vi spoler lige tilbage til cirka 2015: Jan og jeg er på charterferie, jeg er gravid med vores første barn. Vi sidder og spiser i hotellets buffetrestaurant, og ved bordet ved siden af os sidder en børnefamilie, som tydeligvis alle sammen hader hinanden internt. Situationen er virkelig akavet, og Jan og jeg udveksler nogle blikke, som jeg i bagklogskabens klare lys, nok formoder, at forældrene ved nabobordet, godt lagde mærke til. Konflikten i den lille familie vokser og kulminerer i et par undertrykte råb, som så resulterer i, at moren giver sin telefon til tumlingen og sætter gang i den store youtube-maskine, og faren giver en iPad til skolebarnet, som straks går i gang med at spille. Herefter sidder forældrene og kigger tomt ned i hver deres tallerken, og udveksler ikke flere ord under den middag. Da Jan og jeg kommer tilbage til vores hotelværelse lover vi hinanden, at sådan må vi ALDRIG blive, når vi bliver forældre!

Spol så tre år frem i tiden – Jan og jeg er på charterferie igen, denne gang med to små børn. Og charterferie med børn er alletiders, men også overraskende intenst og udfordrende. Og efter en lang dag med konstruktion af sandslotte, nedsmeltninger over baderinge der forsvinder ud i middelhavet, konflikter omkring antallet af is man må indtage, gentagne ansigtspeelinger med en blanding af sand, snot og faktor 50 på en ulykkelig etårig og frustration over stadig ikke at have læst én eneste side i den krimi man har medbragt – da kan det være en helt vidunderlig ting at parkere begge sine børn foran en skærm under aftensmåltidet, mens man bare selv sidder og stirrer lidt tomt og træt ned i en tallerken med pommes, pizza og kødboller der flyder sammen til en ubestemmelig masse – lidt ligesom en selv.

2. Mine børn skal IKKE have sukker før tidligst børnehavealderen!

Her er vi tilbage i 2012, en lun augustdag. Min nevø fylder to år, og min søster har inviteret til børnefødselsdag. For folk uden børn, er det primære incitament for at deltage i en børnefødselsdag, muligheden for uanede mængder sukker i alverdens former og farver. Men min nevø er familiens første barn, og han har endnu ikke opdaget sukker, og skal helst heller ikke finde ud af, hvad det magiske stof er for noget. Derfor har min søster kreeret en vandmelon-kagemand. For folk der endnu ikke har mødt sådan en størrelse, kan jeg fortælle, at det er stykker af vandmelon forsøgt formet som en figur, hvorefter man så har stukket flag og lys i. Så at sælge det som en kagemand er egentlig ret misvisende – det er egentlig bare vandmelon på fad. Men jeg klapper i mine små hænder, og lover mig selv, at sådan en mor skal jeg også være. På vej hjem blander jeg så for 61 kroner bland selv-slik, for lige at dulme de værste sukker-abstinenserne.

Ugen efter sidder jeg til endnu en børnefødselsdag hos en venindes barn der fylder et år. Her har den fået fuld gas, fødselsdagsboller med smør og pålægschokolade, slikskåle, brånner og så en ubestemmelig fondantkage. Den lille tykke etårige får kørt vanvittige mængder slik og kage ned, og slutter af med at æde en Peter Plys figur i fondant. På vej hjem i toget googler jeg ”baby, sukkerindtag, senfølger”. Meget klog og bekymret type.

Og så spoler vi lige frem til februar 2019, hvor jeg er mor til to børn (og alene hjemme en hel del) og introducerer min syv (!) måneder gamle baby for vingummier, i håb om at få nogle lidt længere pauser mellem amningerne.

3. Jeg vil IKKE være sådan en mor der truer eller bestikker mine børn!

Før jeg selv blev mor, løb det mig koldt ned ad ryggen, når jeg overværede en stresset mor i netto der vekslede mellem bestikkelse med slikkepinde og juicebrikker og trusler om, at julemanden aldrig ville komme hjem til dem igen, hvis ikke den lille hysteriske treårige der havde fået en nedsmeltning af den anden verden midt i køen, ikke rejste sig op LIGE NU!

Sådan noget ville jeg helt sikkert aldrig gøre, sagde jeg til mig selv. Jeg ville forklare situationen stille og roligt, og gå ned i knæ for ligesom at være på niveau med mit barn, og tale med det, ikke til det.

Og vi spoler igen lidt frem til 2020, hvor jeg står i køen i Rema og har handlet ind til en hel uge, sammen med en hysterisk toårig der har haft en lang dag i institution, og en træt fireårig, hvis ben er gået i stykker, fordi han har så voldsomt mange sten i lommerne, som han har samlet sammen over flere dage og nægter at give slip på. Vi skal skynde os hjem, for der er gymnastik klokken 16, og jeg smider varer op på et bånd der kører alt for langsomt i forhold til, at jeg kan se min toårige nærme sig udgangen. Båndet flyder over med tomme juicebrikker, en halvspist bolle, slikkepindspapir, en bananskræl og en åben pakke ostehaps, for der skulle lige lidt bestikkelse til at komme igennem butikken. Nu åbner de automatiske døre sig, og jeg kan se min toåriges hårtot forsvinde ud mod parkeringspladsen. Jeg beder min fireårige om at fange hende, men stenene tynger ham ned, så den går ikke. Jeg løber selv efter og slæber hende i ren surfboardstil tilbage ind i butikken. De automatiske døre er nu lukket i, så jeg må gå gennem hele butikken igen for at komme tilbage til min nu meget fortvivlede fireårige, som ikke helt ved, hvordan han skal reagere på, at ham den attenårige kasseekspedient gentagne gange siger: ”874 kroner tak…” Min toårige skriger og vrider sig, og mens jeg sætter hende ned i vognen, får jeg lidt for højt og hysterisk sagt: ”Hvis I to ikke hjælper lidt til nu, så er der ingen iPad NOGENSINDE igen!” (som om jeg ville gøre alvor af den trussel – det ville blive værst for mig selv).

Hvor var jeg dog bare klog og helt og aldeles idealistisk, dengang, før jeg selv blev mor…

Noget om at være afhængig…

Hej, jeg hedder Mette og jeg er afhængig. Afhængig af anerkendelse. Jeg tænker umiddelbart, at uanset hvor stærk man er, så har man brug for anerkendelse. Det er et basalt behov, og det er ikke noget at skamme sig over. Imidlertid kan behovet for anerkendelse blive udfordrende, når det begynder at styre ens tanker og handlinger, og man bliver afhængig af andres anerkendelse, for at føle, at det man tænker og gør, har nogen værdi.

Og den er ikke nem for mig den her. Andre udfordringer er lettere for mig at skrive om, fordi det er udfordringer jeg har overkommet eller fundet en vej ud af. Jeg kan godt skrive om, hvordan det er at være psykisk sårbar, eller ændre mening, eller putte folk i kasser, for det er labyrinter, jeg føler jeg har fundet vejen ud af, eller hvor jeg i hvert fald er ret godt på vej.

Men lige på den her, der er jeg fortsat temmelig meget faret vild. Mit liv, min hverdag, min opførsel, mine holdninger og tusind andre ting, er i alt for høj grad styret af en søgen eller higen efter andres anerkendelse. Og jeg synes faktisk det er ret flovt at indrømme, men nu gør jeg det så alligevel.

I perioder er det direkte handlingslammende for mig, at jeg har så meget brug for andres anerkendelse, for at tro på, at jeg er på rette vej. Det kan være helt små ting, som for eksempel om jeg skal løbe en tur eller blive hjemme, om jeg skal tage til et arrangement, jeg egentlig ikke orker at deltage i, eller blive hjemme. Jeg ved som regel godt, hvad jeg har mest lyst til selv, men jeg har brug for, at en anden bekræfter mig i, at det er det rigtige jeg gør. Men jeg har heldigvis allerede udviklet mig lidt, for en gang havde jeg brug for andre til at tage beslutningerne for mig, jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv, eller mine egne behov og ønsker. Nu kan jeg godt træffe beslutningerne, og mærke hvad jeg egentlig helst vil, jeg skal bare have andre til lige at anerkende mine beslutninger, og bekræfte mig i, at det er det rigtige jeg gør. Så jeg evner faktisk at tage en beslutning (jeg klapper lige mig selv på skulderen), men den beslutning tilføjes altså først værdi, eller giver først mening for mig, når andre har anerkendt den.

Det er som om, at der er flere stadier i det her. Man kan være der, hvor man slet ikke evner at træffe en beslutning, man ved simpelthen ikke hvad der er det rigtige at gøre, fordi man et eller andet sted har mistet kontakten med sig selv, man kan ikke mærke hvad man selv vil (der hvor jeg var førhen). Så kan man være der, hvor man faktisk godt ved hvad man vil, man kan godt træffe et valg, men man har brug for at andre bekræfter det valg, før det føles rigtigt og endeligt (der hvor jeg er nu). Endelig kan man være der, hvor man hviler nok i sig selv til at kunne mærke, hvilken vej der er den rigtige at gå, og så gå den uanset, om andre synes den virker rigtig eller forkert (der hvor jeg rigtig gerne vil hen).

Et ret glimrende eksempel på det stadie jeg befinder mig på nu, er min tid som hjemmepasser. Helt og aldeles dybt inde i hjertekulen har jeg aldrig tvivlet på, at hjemmepasning var det rigtige for både mig, mine børn og vores lille familie som helhed. Alligevel havde jeg konstant brug for omgivelsernes bekræftelse og anerkendelse af den lidt anderledes beslutning jeg havde truffet, om at holde ungerne hjemme. Det føltes mere værdifuldt, når jeg fik ros for min beslutning. Hvis ingen havde anerkendt mit valg, eller bekræftet mig i, at det var det rette at gøre, så tror jeg faktisk ikke jeg havde fuldført det. Det føles så dumt overhovedet at tænke den tanke, at noget jeg ved var det rette for mig, skulle have været droppet, fordi andre ikke kunne se, at det var det rigtige. Og hvorfor skal det egentlig være sådan? Det der giver mening for mig, min familie og mit liv, burde da være lige meget værd, om andre anerkender det eller ej.

Bloggen her er endnu et strålende eksempel. Jo mere folk bekræfter mig i, at det er det helt rigtige for mig at skrive, jo mere rigtigt føles det. Men selve indholdet i det jeg gør, ændrer jo ikke karakter, uanset om jeg bliver anerkendt for det eller ej. Jeg skriver stadig et indlæg, bruger det som en slags terapi, klapper mig selv på skulderen, for at have modet til at vise det til hvem end der nu måtte have lyst til at se det, og så er jeg i mål. Men så alligevel ikke helt, for det føles bare bedre, når nogen melder tilbage, og bekræfter mine pointer, og anerkender, at det jeg skriver, også giver mening for dem, eller hjælper dem med at se nogle ting mere klart eller på en ny måde.

Jeg tænker ikke, at jeg er unik, eller at det er atypisk at trives med at få anerkendelse og ros. Det er den del af det, hvor jeg bliver afhængig af anerkendelsen, der er problematisk. I det øjeblik, jeg lader mine tanker og handlinger styre af et ønske om at blive anerkendt af andre, mister jeg vel egentlig en ret stor del af min integritet. Hvis jeg gør ting kun for at blive anerkendt, så mister mit liv desværre en stor del af dets mening.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her tunge pladder? Jeg vil derhen, hvor jeg lover mig selv at øve mig i at lade mig lede og styre af de ting der giver mening for mig at gøre, uden at det nødvendigvis behøver at give mening for andre – giver det mening? Det er virkelig uselvstændigt at træffe beslutninger ud fra, hvad jeg tror andre ønsker eller forventer af mig. Derfor vil jeg også love mig selv at gøre mit allerbedste for at finde vej ud af den her labyrint. Og jeg vil gå til venstre, selvom jeg tænker, at alle andre synes det er smartest at gå til højre. De ting jeg gør og de beslutninger jeg træffer, burde have samme værdi, uanset om andre anerkender dem eller ej. Og der kom ”burde” forbi igen, ham havde jeg ellers slået op med, men I forstår hvad jeg mener.

Så næste gang jeg inderst inde virkelig godt ved, hvad jeg vil, hvad enten det er at bestille ekstra ost på min pizza, spise en hel plade Marabou alene, tage en uddannelse eller skrive en bog, så vil jeg gøre det, uanset om andre synes om mit valg eller ej – det er jo mit valg, og mig der skal tage konsekvenserne af det.

Og det føles på en eller anden måde trivielt, klichefyldt og fuldstændig substansforladt at skrive om det her emne, for I kender det jo sikkert alle sammen godt. Jeg tænker over, hvad I mon vil tænke om, at jeg udleverer mig selv på den her måde, om I vil anerkende det. Men det er mit valg, min vej, mit håb om at bryde tabuer – og det valg står jeg på mål for, uanset om andre synes det er en god ide eller ej (og hey – det er vel egentlig en meget god start). Det må være første step på min vej mod at nå det sidste stadie, og hvile mere i mig selv og mine beslutninger, at jeg tager de emner op der giver mening for mig at skrive om. Og så håber jeg, at der sidder en enkelt eller to derude, som tager noget med sig, og som føler sig mere okay eller rigtig, efter at have læst med her.

Noget om at putte folk i kasser…

Inspiration kan komme de mærkeligste steder fra. I går havde jeg placeret ungerne i hver deres papkasse foran skærmen, og det lyder måske underligt for nogen, men for mig lyder det egentlig bare som en standard tirsdag i ulvetimen. Og der sad de så, pænt og ordentligt, i hver deres kasse, paralyseret af en omgang Ramasjang, og pludselig kørte tankerne rundt i mit hoved.

Det gik op for mig, hvor vanvittigt god jeg egentlig er, til at putte mine børn og mig selv ned i nogle bestemte kasser (altså i overført betydning – det er ret sjældent at finde en fysisk papkasse jeg faktisk kan få min morkrop ned i). Jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste mor der besidder evnen til hurtigt at kategorisere, og putte sig selv og andre i kasser. Jeg har som regel cirka tre tillægsord klar, som jeg kan sætte på de fleste mennesker jeg omgås. Min søn Frederik for eksempel, han er klog, charmerende og sensitiv. Min datter Anna, hun er skør, temperamentsfuld og stærk. Jeg selv, jeg er følsom, humoristisk og idérig. Men hvad gør de prædikater egentlig ved os? Låser man ikke sig selv og hinanden fast i nogle bestemte roller, både på godt og ondt?

I hverdagen tænker jeg ret meget over, hvordan de fortællinger vi skaber om os selv og om hinanden, gang på gang bekræfter sig selv. Det startede for længe siden, da jeg læste om et forsøg, som jeg ikke kan gengive helt præcist, men det var nogenlunde som jeg beskriver her: En ny lærer skulle starte som klasselærer for en 6.klasse. Inden læreren mødte børnene for første gang, lavede man en overlevering, hvor den tidligere klasselærer fortalte lidt om eleverne og særlige fokuspunkter. Den nye lærer fik at vide, at hun skulle være særligt opmærksom på Storm, fordi han kunne være lidt larmende og forstyrrende i undervisningen, og på Sofie, som ofte havde lidt svært ved at følge med. Ingen af de to fokuspunkter var sande, men den nye klasselærer kunne straks se problemet, og blev hurtigt træt af Storms afbrydelser, og lagde ekstra mærke til, når Sofie svarede forkert på et spørgsmål. På den måde kom de falske fortællingerne, og de kasser man altså havde puttet de to børn i, til at bekræfte sig selv.

På samme måde føler jeg, at det gør sig gældende, når man først har sat et prædikat på sit eget barn, på sig selv, en kollega eller en veninde. Så er det hurtigt det prædikat der gælder. Igen kan jeg bruge mine egne unger som eksempel, for herhjemme er vi ret meget låst fast på, at Frederik er mere følsom end Anna. Så når han skal prøve noget nyt, så gruer vi for udfaldet, og pakker ham ind i vat, og forsøger at forberede ham så godt som muligt på det nye, der nu skal ske. Anna derimod, hende kaster vi ud i det meste, for hun kan holde til det (har vi bestemt). Til gengæld har hun et voldsomt temperament, så når der skal sættes grænser, og hun for eksempel skal have at vide, at man ikke må kravle op på køkkenbordet og kaste havrefras ud over det hele, så er både Jan og jeg lidt forsigtige med, hvordan vi lige får leveret det budskab. Hvis det derimod er Frederik der laver ballade, så får vi meget hurtigt og tydeligt sagt, at sådan noget må man selvfølgelig ikke gøre. På den måde låser vi Frederik fast i hans rolle som forsigtig og sensitiv, og vi låser Anna fast i hendes rolle som temperamentsfuld. To karaktertræk som andre ikke nødvendigvis oplever som karakteristiske for vores børn, men det har vi nu engang besluttet, at de er.

Og nu giver det pludselig mening, hvorfor det er så svært at snakke højt om, hvordan man i virkeligheden har det, for ingen af os ønsker at blive låst fast i en fortælling om, at vi er sådan nogle der kæmper med tingene, og har det svært. Jeg kan selv huske det alt for tydeligt fra de perioder, hvor jeg har været ekstra trist eller modløs. Så er mine omgivelser blevet opmærksomme på det, de har puttet mig ned i kassen som hende den deprimerede, og jo længere tid jeg har siddet dernede og bekræftet mig selv, og er blevet bekræftet af omgivelserne, i min rolle, des tættere har låget lukket sig i, og pludselig bliver kassen tapet til og clipset, og det bliver svært at slippe ud. Jeg er blevet fanget i min egen fortælling om, at jeg er hende der er deprimeret.

Det er der jo virkelig ingen af os der har lyst til, og derfor lander vi af og til i nogle kasser vi slet ikke passer ned i. Vi gør os stærke, og giver vores omgivelser et indtryk af, at vi kan klare mere, end hvad vi egentlig kan. Og når først vi er landet i kassen med de andre stærke, så bliver tingene ikke pakket ind i bobleplast på helt samme vis, som ovre i kassen med de særligt sensitive. Vi bliver sårede, men vi sluger det, for folk skulle nødigt finde ud af, hvilken kasse vi egentlig hører hjemme i.

Og måske er de fleste af os i virkeligheden slet ikke formede til en bestemt kasse, måske er vi mere sammensatte end vi selv tror. Jeg har for eksempel kæmpet i mange år, med at finde ud af, om jeg egentlig er introvert eller ekstrovert. Jeg hælder mest til, at jeg er introvert, selvom jeg tillægger væsentligt mere værdi til det at være ekstrovert. Og i virkeligheden er jeg nok ingen af delene, for jeg lader op alene, men jeg elsker at møde nye mennesker. Jeg er ambivert, jeg er for rund til kasser og jeg har så mange fortællinger om mig selv, at jeg umuligt kan nå at bekræfte dem alle sammen.

Derfor burde jeg, om nogen, virkelig også være bedre til at stoppe med at putte andre, og i særdeleshed mine egne børn, i kasser. Jeg vil øve mig i at lade mine børn forme sig selv, i stedet for at lade dem forme af mine fortællinger om dem.

Og så til slut en lille fortælling fra forleden, hvor Frederik i den grad brød papkassetapen, og hoppede ud af den kasse vi har placeret ham i, hvor han er mere forsigtig end andre børn. Vi var i Legoland og passerede en rutsjebane, som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig Frederik i, før om cirka tyve år. Men han spurgte selv, om han ikke måtte prøve den, og vi sagde selvfølgelig ja. Og han gjorde det sgu´! Han var modig, og han lod sig ikke bremse af vores fortælling om, at han er en forsigtig lille fyr. Så Frederiks forsigtig-papkasse er røget i pap-containeren, og nu tror jeg også snart jeg vil rydde lidt op, og smide Annas temperaments-kasse og min egen introverte-kasse en tur på forbrændingen.

Skal jeg tage noget med for dig?

Hjemmepasning

Jeg tænker, at det er ved at være på tide, med et indlæg om hjemmepasning, da det jo trods alt har fyldt en del i mit liv de seneste år. Jeg passer som bekendt ikke mine skønne unger hjemme længere – de er startet i verdens dejligste institution, da jeg snart skal i gang med at studere. Det skal dog ikke stoppe mig i, fortsat at være en brændende fortaler for hjemmepasning.

Jeg kunne skrive hundredvis af sider om emnet, så det her indlæg bliver primært et ”hjemmepasning for begyndere”, iblandet lidt personlige holdninger til, hvordan hjemmepasning opfattes af omgivelserne. Det kunne jo være, at der sad nogen derude og læste med som overvejede, om hjemmepasning måske var noget for dem.

Det er nemlig kommet bag på mig, hvor mange mødre i min omgangskreds, der ikke er bekendt med, at man faktisk kan få et økonomisk tilskud til at passe sine børn hjemme i rigtig mange af landets kommuner, og som ærgrer sig over, at de ikke vidste det, da de havde muligheden for at benytte sig af det. Størrelsen på tilskuddet varierer, men svarer de fleste steder nogenlunde til en SU. Jeg oplever, at det for manges vedkommende, er netop det økonomiske perspektiv som er den første, og måske største, hurdle at overkomme, når de overvejer at hjemmepasse. Det er også økonomien, som er det første folk har spurgt ind til, i de perioder, hvor jeg har passet mine børn hjemme: ”Hvordan får I det dog til at hænge sammen?” Det er et lidt ømtåleligt emne, for jeg er meget bevidst om, hvor heldige vi har været, ved for eksempel at have mulighed for at modtage tilskuddet, og jeg ved godt, at det naturligvis ikke er muligt for alle rent økonomisk at vælge at hjemmepasse. Jeg vil dog mene, at der er flere, end man lige tror, der nok godt kunne få det til at hænge sammen, hvis de virkelig ønskede det.

Og det er jo så en anden, og endnu vigtigere side af sagen; hjemmepasning er nok ret langt fra noget for alle, og ligesom med alt andet, så bliver resultatet nok bedst, hvis man brænder for opgaven. Jeg har en del veninder, som på ingen måde lægger skjul på, at hjemmepasning var det sidste, de kunne tænke sig at bruge deres tid på. Jeg er ofte blevet mødt med sætninger som for eksempel: ”Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen, hver eneste dag?” eller den lidt mere pædagogiske variation: ”Hvor er det sejt, at du gider at bruge dit liv på at lege og være sammen med dine børn, det ville jeg synes var både ensomt og kedeligt, og jeg ville virkelig savne at være social med andre voksne.” Jeg har modtaget den slags ærlige udsagn med et smil igennem de sidste fire år, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det til tider har været hårdt at være hjemmepasser, men det gælder vel egentlig for alle aspekter i livet, at det går op og ned.

Jeg synes, at det kunne være skønt, hvis man reflekterede lidt mere over, hvordan man reagerer over for folk, der vælger at bruge deres liv på noget andet, end man selv ønsker at bruge sit liv på. Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger kærlige og anerkendende intentioner bag, men forestil dig, at du møder et nyt menneske og fortæller vedkommende, hvad du laver, det kan være, at du er kontorfunktionær i det offentlige. Hvis vedkommende så reagerer ved at sige: ”Ej hvor vildt, det ville jeg slet ikke kunne holde ud, bare at sidde på min røv hele dagen. Sejt at du gider det!” eller den uindpakkede: ”Hold da op, det var det sidste i verden jeg gad at lave!” Er det så en kompliment? Det kan være svært at opfatte det sådan. Det er som om, at der med valget om at hjemmepasse, følger en uindskrænket ret for omgivelserne til at ytre deres holdning til det valg, hvad enten den holdning så måtte være anerkendende eller undrende. Det skal man være indstillet på at tage med, hvis man vælger at hjemmepasse.

Men det er vel egentlig generelt meget sigende for alt der omhandler børn og forældreskab, at vi ofte har et behov for at udnytte vores ytringsfrihed maksimalt, og fortælle andre, hvordan vi selv ville gøre tingene. Og der lander hjemmepasning nok, et eller andet lidt uheldigt sted imellem to taburetter: Er det egentlig et job eller er det en livsstil? En del hjemmepassere vil nok hælde til, at det er en livsstil, og de passer formentlig også hjemme i længere tid, end det ene år, hvor man kan modtage økonomisk tilskud, som jeg har gjort. For mig landede hjemmepasning et sted imellem et job og en livsstil, og jeg opfattede det egentlig mest som en slags forlænget barsel (hvilket jeg i øvrigt også ville ønske, at der var bedre mulighed for at få i vores samfund, men mere om det en anden gang).

Men tilbage til hjemmepasning for begyndere: Hvis din barsel med alt for hastige skridt nærmer sig enden, og du sagtens kunne se dig selv tulle rundt med barnevognen hver eneste dag, lære alle byens legepladser at kende ud og ind, besøge tomme zoologiske haver tirsdag formiddag, drikke termokande-kaffe med andre trætte mødre og acceptere, at din daglige garderobe primært består af træningsbukser, morknold, regntøj, og røjsere, så tror jeg, at hjemmepasning kunne være noget for dig. Det er det mest givende og livsbekræftende valg jeg nogensinde har truffet. Det er en gave at få lov til at være meget sammen med sine børn, når de er små, og se dem udvikle sig og tage skridt og sige vanvittige ting og øse ud af deres ubetingede kærlighed. Jeg føler mig så heldig, at jeg fik børn på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg endnu ikke var helt klar på, hvilken retning jeg skulle gå i. Pludselig gav det hele mening, mange års søgen efter den rette uddannelse og det rigtige job mundede ud i det kald jeg altid havde ventet på. Mit kald er at være en god mor, og det er faktisk nok (i hvert fald for mig). Nu er mine børn som sagt startet i institution, og min vej i livet er blevet meget mere tydelig, efter at have hjemmepasset i fire års tid. Jeg skal først og fremmest være mor, og så skal jeg arbejde med børn, og jeg skal selvfølgelig være pædagog. Det er utroligt, at jeg ikke selv har kunnet se det før, men det har hjemmepasningen, og den helt uvurderlige tid sammen med mine børn altså gjort klart for mig. Måske kan hjemmepasning også vise dig vej, hvis du er faret lidt vild, eller bare ikke har fundet dit kald endnu.

Noget om dårlig samvittighed…

Har du sagt mor, må du også sige dårlig samvittighed. De to ting hænger uløseligt sammen, faktisk allerede fra den dag du opdager, at du er gravid.

Nu står du nemlig overfor et helt liv, hvor du skal overveje alle dine handlinger, fordi alt hvad du gør fra nu af, kommer til at påvirke et andet lille menneske helt og aldeles direkte.

Du må selvfølgelig hverken ryge eller drikke eller svinge rundt med kettlebells, uden at overveje, hvad det gør ved den lille baby inde i maven. Men hvad med din yndlingsost – er den egentlig pasteuriseret? (og hvem ved egentlig noget om det?) Og hvad hvis du så kommer til at spise den alligevel, og lige snupper en pose skippermix og et lille sip rødvin til dessert? Av av av, så rammer den dårlige samvittighed dig. Men bare vent, det bliver meget værre, når først dit barn kommer til verden. Så kan du nemlig se din dårlige samvittighed direkte i øjnene.

Med din baby medfølger en diffus manual til, hvad du helst ikke må gøre, og hvad du helst skal gøre ved sådan en lille størrelse. En slags rettesnor som er umulig at følge, og som vil resultere i endeløse timer med dårlig samvittighed over at træde ved siden af.

Du må for eksempel ikke have baby liggende i midten af dobbeltsengen, selvom det er virkelig hyggeligt og ret praktisk, hvis du alligevel ligger og ammer halvdelen af natten. Når du så alligevel kommer til at falde i søvn i et trygt og lykkeligt øjeblik, med din baby liggende mellem dig og farmand, så vil du vågne efter et par timer og se på din lille unge der ligger der, helt tryg, og sover i din armhule, og i stedet for at nyde det her ret unikke øjeblik, så bliver du ramt af tvivl og dårlig samvittighed, for sundhedsplejersken sagde, at det var absolut ”no go” med et spædbarn i midten.

Du skal også helst huske at lægge baby på maven så ofte som muligt. Men du har fået sådan en baby der græder, hver gang hun lægger på maven, og storsmiler, når hun ligger på ryggen. Så nu kan du vælge mellem enten at lægge hende på ryggen, og nyde hendes smil og pludren, mens din dårlige samvittighed over et kommende fladt baghoved æder dig langsomt op indefra, eller lægge hende på maven, for at please både sundhedsplejerske og baghoved, men med en medfølgende elendig samvittighed over, at du lader et lille menneske ligge og hulke, og blive smurt ind i snot og savl, fordi hun konstant taber hovedet ned i tæppet. Hvis I ser et billede af min datter i profil, vil I hurtigt opdage, hvilken af de to muligheder der nagede mig mest.

Når du så pludselig har en tumling, som vil lege konstant og hele tiden, så kommer den dårlige samvittighed til at fylde cirka 50% af din hverdag. Mens du er i legen med dit barn, og siger ”vov vov” og ”fut fut”, og ”ja-da nu er mor en stor farlig dino, wrauu nu kommer jeg og spiser dig”, så får du dårlig samvittighed, fordi du egentlig godt ved, at du burde lave aftensmad klar, og få vasket den uduelige flyverdragt, der snart er så mudret, at den kan stå selv, så den kan nå at tørre til vuggestue i morgen. Når du så endelig tager dig sammen, og går i gang med alle de praktiske gøremål, så får du dårlig samvittighed, fordi der sidder en tumling med hundeøjne ovre i køkkenhjørnet og stirrer på dig, fordi hendes hule er styrtet sammen for ottende gang, og hverken morhunden eller den farlige dino er der mere, så hun føler sig helt og aldeles alene. Og halløjsa, så kom den dårlige samvittighed igen.

Løsningen bliver, at du placerer den lille foran en skærm, så Barbapapa kan passivisere hende, så hun ikke opdager, at der triller en tåre ned ad din kind, fordi du ikke rigtig føler, at du kan gøre noget som helst rigtigt. Men hun hygger sig og griner, og du burde egentlig nyde det, men nu er der allerede gået en halv time, og du er i tvivl om en toårig må se skærm så længe, så du googler det og finder intet ordentligt svar, fordi der ikke er noget som helst valid forskning på området, og nu har du dårlig samvittighed, fordi du har telefonen fremme, mens du er sammen med dit barn, og så beslutter du dig for bare at lade den dårlige samvittighed tage over.

Så du varmer en frysepizza, og I smider jer i sofaen og spiser, selvom en eller anden klog type fra det der internet har sagt, at det giver børn et forkert forhold til mad, fordi de ikke kan mærke, hvornår de er mætte, men du kan virkelig ikke overskue at slukke for skærmen og tage kampen, så du sidder der og kigger på din smilende pige der har pizzasovs rundt om munden, og griner af Barbapapa fordi han igen forvandler sig til en bil. Og du tager hende i hånden i et øjeblik, der faktisk kunne være ret dejligt for jer begge to, men du har stadig dårlig samvittighed.

Jeg ærgrer mig virkelig over, hvor meget jeg lader den dårlige samvittighed fylde i min hverdag. Og så får jeg pludselig dårlig samvittighed over at have dårlig samvittighed. Det er simpelthen for vanvittigt!

Jeg forsøger at øve mig i at se på mine børn, og se på mig selv, og vurdere om det vi har gang i, er noget der giver os en følelse af glæde og tilfredshed. Hvis det er dét, så tænker jeg, at jeg skal kunne være i det med god samvittighed. I stedet for at fokusere unødigt meget på andres gode råd, andres forestillinger om deres gode forældreskab og andres visioner for deres børn. Det er andres liv, det er ikke mit ansvar at udleve eller leve op til. Jeg skal tage ansvar for mit forældreskab, og gøre mit bedste, ikke andres bedste. Og det fik jeg vist streget ret meget under i kursiv, men det er altså også virkelig vigtigt!

Så lad os se lidt flere svedige og trygge spædbørn i dobbeltsengen, flere flade baghoveder, flere firkantede øjne og flere snaskede frysepizza-rester i den nye HAY-sofa. Det er virkeligheden, og den er faktisk alletiders.

Og til ovenstående billede vil jeg bare sige, at det er endnu en af glæderne ved at bo i bofællesskab, eller lejlighed for den sags skyld. Når man hører naboerne, skændes eller hæve stemmen overfor deres børn, så føler man sig selv lidt mere menneskelig. Og næste gang jeg så selv kommer til at hæve stemmen lidt mere end hvad sundhedsplejerske Helen siger jeg må, så kigger jeg lige op på billedet og forsøger at se det komiske i situationen, for jeg gør det jo bare for, at de andre ikke skal føle sig mærkelige. Ligesom Ole Thestrup sagde det så smukt i Blinkende Lygter: ”Nå ja, jeg bankede dem da også en gang imellem, så han ikke skulle tro, at det var ham der var mærkelig.” (Og nej jeg slår ikke mine børn, og det gør naboerne heller ikke. Hvis du gør det, må du meget gerne have dårlig samvittighed 100% af tiden).