Endnu flere morforsøg og vidunderlige hverdagsglimt på Instagram @Morforsoeg
Jeg vil ALDRIG være sådan en mor der bruger skærm som et værktøj til at trøste/bedøve/underholde mine børn! Vi spoler lige tilbage til cirka 2015: Jan og jeg er på charterferie, jeg er gravid med vores første barn. Vi sidder og spiser i hotellets buffetrestaurant, og ved bordet ved siden af os sidder en børnefamilie,... Continue Reading →
Hej, jeg hedder Mette og jeg er afhængig. Afhængig af anerkendelse. Jeg tænker umiddelbart, at uanset hvor stærk man er, så har man brug for anerkendelse. Det er et basalt behov, og det er ikke noget at skamme sig over. Imidlertid kan behovet for anerkendelse blive udfordrende, når det begynder at styre ens tanker og... Continue Reading →
Inspiration kan komme de mærkeligste steder fra. I går havde jeg placeret ungerne i hver deres papkasse foran skærmen, og det lyder måske underligt for nogen, men for mig lyder det egentlig bare som en standard tirsdag i ulvetimen. Og der sad de så, pænt og ordentligt, i hver deres kasse, paralyseret af en omgang... Continue Reading →
Jeg tænker, at det er ved at være på tide, med et indlæg om hjemmepasning, da det jo trods alt har fyldt en del i mit liv de seneste år. Jeg passer som bekendt ikke mine skønne unger hjemme længere - de er startet i verdens dejligste institution, da jeg snart skal i gang med... Continue Reading →
Har du sagt mor, må du også sige dårlig samvittighed. De to ting hænger uløseligt sammen, faktisk allerede fra den dag du opdager, at du er gravid. Nu står du nemlig overfor et helt liv, hvor du skal overveje alle dine handlinger, fordi alt hvad du gør fra nu af, kommer til at påvirke et... Continue Reading →
I dag har vi fejret safirbryllup. Altså ikke Jan og mig, det er vi slet ikke gamle nok til (ikke biologisk i hvert fald). Jan og jeg har, indtil videre, kun været gift i sølle tre år. På vores seneste bryllupsdag kunne vi fejre læderbryllup, hvilket lyder væsentligt mere kinky end det egentlig er. Jeg... Continue Reading →
Guderne må vide, at jeg om nogen, burde have tid og overskud til virkelig at kæle for de der madpakker. Men hvad er der egentlig at kæle for? Det er som at kæle for en grim og skaldet kat: du får sgu' nok ikke rigtig noget særligt tilfredstillende den anden vej. Der vil yderst sjældent... Continue Reading →
“Man har et standpunkt til man tager et nyt.” Gud, hvor har jeg hørt den sætning mange gange. Ofte leveret i et enten lidt drillende tonefald, underforstået, at det er lidt et sjovt karakterpunkt ved mig, at jeg ofte ændrer standpunkt. Andre gange i en mere trøstende tone som om, at det er virkelig ærgerligt... Continue Reading →
Der er sket noget vildt: Anna er ikke længere single! Jeg havde jo nok lidt set den komme, for selvom hun kun er to år, så er hun fremme i skoene og, selvfølgelig helt objektiv, en ret flot og ret sød pige. Selve formen på hendes første forhold, havde jeg dog aldrig turde gætte på.... Continue Reading →
Jeg ville elske at være inde i en fireårigs hoved! Måske bare for én enkelt dag. Deres naive barnetro er så vidunderlig! Mine unger går i institution det samme sted, og da vi kom derop i morges var der fuld gang i en ÆGTE gravko på legepladsen. Ungerne og deres venner stod som forstenede, og... Continue Reading →
