Reolsystemer og rusten kærlighed

I dag har vi fejret safirbryllup. Altså ikke Jan og mig, det er vi slet ikke gamle nok til (ikke biologisk i hvert fald). Jan og jeg har, indtil videre, kun været gift i sølle tre år. På vores seneste bryllupsdag kunne vi fejre læderbryllup, hvilket lyder væsentligt mere kinky end det egentlig er. Jeg gav ham en middag, som vi droppede, til fordel for at slænge os på sofaen, og jeg har faktisk glemt hvad han gav mig.

Hvem har i øvrigt valgt, at en treårs bryllupsdag skal være læderbryllupsdag? En lille hurtig statistik på emnet, vil formentlig vise, at de fleste der har været gift i tre år, er indehavere af relativt små børn og relativt nyindkøbt bolig, hvilket betyder, at de har relativt lidt tid til hinanden, hvilket så igen betyder, at der nok er relativt lidt læder involveret i det ægteskab. Det skulle meget hellere hedde ”stofble-bryllupsdag” eller ”tillykke der er skimmelsvamp i jeres nyindkøbte bolig-bryllupsdag”. Jeg tror i hvert fald at der er større sandsynlighed for stofbleer og skimmelsvamp i et treårigt ungt ægteskab, end der er for læder af nogen art.

Så nej, det skal ikke handle om os, men om mine kære forældre. De kan nemlig fejre safirbryllup i dag, hvilket betyder, at de har været gift i 45 år. 45! Det er altså ret mange år.

Det fik mig til at tænke over, hvor gode vi mødre er til at dele vores op- og nedture i moderskabet med hinanden, for på den måde at lære noget om os selv, og udvikle os som forældre. Men det lader til, at vi ret sjældent ser på vores egne forældre, og forsøger at lære noget af dem? Det falder snakken i hvert fald sjældent på, når jeg sidder og sludrer med mine mor-veninder. Ofte fokuserer vi på alle de egenskaber ved vores forældre, som vi for alt i verden ikke ønsker at overtage (og tro mig, det kender jeg også en hel masse til – undskyld mor og far). Ikke desto mindre, så kan vi formentlig også lære et eller andet af vores forældre. De har trods alt været hele rumlen igennem før os, og selvom det er mange år siden, så må de jo vide et eller andet om forældreskabet, som vi endnu har til gode at opdage.

Jeg gad for eksempel godt kende den hemmelige opskrift på, hvordan jeg kan få lov til at sidde sammen med Jan om 42 år, og fejre safirbryllup, som mine forældre har gjort det i dag. Det satser jeg nemlig stærkt på, at vi skal, men jeg er forberedt på, at det kommer til at være 42 år med både op- og nedture, ligesom for eksempel forældreskabet også er det. Derfor tænker jeg, at man altid kan udnytte andres research på området, i håbet om at nå så langt som muligt.

Jeg tror, at mine egne forældre har klaret det, fordi de langt fra har levet et ordinært eller kedeligt liv. Det kunne selvfølgelig også have ført til, at de havde udviklet sig i forskellige retninger, men jeg tror på, at de altid har formået at forny sig, og udfordre sig selv, så de på den måde, aldrig har haft alt for meget tid til at stoppe op, og reflektere unødigt længe over, hvorvidt de egentlig passer særligt godt sammen. De har altid passet sammen på et par ret væsentlige punkter, og det er deres evne til at få nye vanvittige ideer, og deres mod til så at forfølge de ideer. De har turde leve drømmene, i stedet for bare at snakke om dem. De har givet mine søskende og mig en barndom fordelt på flere landsdele, som har resulteret i et hjemløst rigsdansk hos os alle. Og så har de lært mig, at livet ikke nødvendigvis er en jagt efter, hurtigst muligt at finde sin rette hylde, men nok nærmere et eventyr, hvor man på et tidspunkt lander i et rigtig fint reolsystem.

Og når så det fine reolsystem går af mode, så er der intet der bremser en i at smide det på genbrug og anskaffe sig et nyt. Og måske finder man et billigt i IKEA, der kun holder et par år, men af og til vil man også finde en rigtig fin String-reol, som bare passer helt perfekt ind i ens liv, og som gør en rigtig glad. Og så en dag går højglans hvid nok også af mode, så man skifter hylderne til noget sæbebehandlet eg, men selve systemet er det samme. Og en dag sælger man måske hele molevitten, og flytter til en øde ø i Stillehavet, hvor reolsystemer er ganske overflødige.

Og det her blev så lidt en underlig allegori om reoler, som ikke skal forstås som et billede på ens partner, men nok snarere som et billede på indholdet i ens liv, bare så I ikke tror, at jeg er ved at smide Jan på porten. Pointen er bare, at mine forældre har levet et liv med plads til foranderlighed, sporskifte og drømme. Så hvis jeg skal forsøge at udlede deres hemmelige opskrift på et langt, og til tider lykkeligt, ægteskab, så må det være at give plads til hinandens drømme, og indstille sig på, at livet forandrer sig konstant, der er op- og nedture, og man skal kunne rumme hele pivtøjet.

Hvis det lykkes for Jan at rumme alle mine drømme, og give mig plads til at udleve et par stykker af dem, så tror jeg, at han er en træt mand om 42 år. Ikke desto mindre vil jeg stå ved hans side, og forsøge at holde ham oprejst, og sende en venlig tanke og et tillykke med de 87 års ægteskab til mine forældre, som har lært mig at forfølge mine drømme, uanset om de er fra IKEA eller Montana.

Madpakkerne fra helvede

Guderne må vide, at jeg om nogen, burde have tid og overskud til virkelig at kæle for de der madpakker. Men hvad er der egentlig at kæle for? Det er som at kæle for en grim og skaldet kat: du får sgu’ nok ikke rigtig noget særligt tilfredstillende den anden vej.

Der vil yderst sjældent være et barn der kommer hjem efter en laaang dag i institution, og som det første siger ‘tak for den der lækre hjemmebagte ostesnegl du lige havde gejlet madpakke to op med i dag mor, var det noter af timian jeg kunne fornemme?’ eller ‘hvor er det dejligt, at du prioriterer at bruge penge på økologiske blåbær, selvom vi er i december og de er helt udenfor sæson.”

Det er nok mere sandsynligt, at det du får retur, er et par halvfyldte madkasser fuld af savlvåde rugbrødsmadder, hvor leverpostejen eller smørret er slikket så grundigt af, som ellers kun en underernæret Golden Retriever formår at slikke en hundeskål ren for rester fra julemiddagen.

Herhjemme skal der smøres seks (!) madpakker, hver evig eneste dag. Seks blev der sagt. Det er altså ikke nogen let overkommelig opgave, for op til selve smøreprocessen er der jo handleprocessen, og efterfølgende er der også en mindre eksotisk oprydningsproces.

Inden længe er der valg til frokostordning i mine ungers institution. Og ja, det er superdyrt og måske også lidt frås, men udover min egen dovenskab som fylder cirka 60 % i kampen FOR frokostordning, så er der altså også en hel del andre rigtig gode argumenter for, hvorfor man selvfølgelig skal gøre alt for at få frokostordning indført i alle institutioner. Her kommer der lige fem af de helt stærke:

1. Børn er nogle små stædige og udspekulerede bæster, når det kommer til mad. Den ene dag æææælsker de dine frikadeller, men når du så serverer dem ugen efter, så kan de pludselig ikke lide frikadeller (!?) I virkeligheden straffer de dig bare, fordi de stadig bærer nag, efter du tidligere den dag har sagt nej til, at I kunne tage i Disneyland, dels fordi det er onsdag og dels fordi, at der er superlangt til Paris. Ungerne elsker selvfølgelig stadig frikadeller, men de vælger at køre en personlig vendetta imod dig. Den vendetta ville de aldrig køre mod køkkendamen i børnehaven. Deroppe ville de gladeligt slubre alle tænkelige retter med eller uden svinekød og sovs og grøntsager i sig. På den måde ville de få smagt på en masse forskellige lækre retter, og dermed hurtigere indse, at madglæde altid kommer før hævntørst og stædighed. Så er I ude over slåskampe omkring aftensmaden. Dit barn bliver altædende (tro mig – jeg har set det ske i virkeligheden).


2. Dit barn oplever det fællesskab og den glæde der hører med til det at dele et måltid, og faktisk indtage de samme ting som ens venner (udover blade og sand). De får mulighed for at tale om maden, om smage, konsistens, udseende og dufte. Pædagogerne kan spise med, og starte samtaler op omkring det fælles måltid, i stedet for at styrte hvileløse rundt og åbne stramme madkasser og ostehaps og figenstænger for de fireårige unger med pølsefingre, der ikke selv evner at tage kampen op.


3. Du slipper for at handle ind til madpakker.


4. Du slipper for at smøre madpakker.


5. Du slipper for at gøre rent efter madpakker.

(Okay – de sidste tre argumenter tager muligvis også lidt udgangspunkt i min egen dovenskab, men I forstår sikkert pointen.)

Og selvom proportionerne ikke er helt de samme, eftersom frokostordning selvfølgelig er langt vigtigere end præsidentvalg, så er der kun tilbage at citere Pearl Jam: ”Vote for change”.

Noget om forskellen på at give op og ændre mening…

“Man har et standpunkt til man tager et nyt.” Gud, hvor har jeg hørt den sætning mange gange. Ofte leveret i et enten lidt drillende tonefald, underforstået, at det er lidt et sjovt karakterpunkt ved mig, at jeg ofte ændrer standpunkt. Andre gange i en mere trøstende tone som om, at det er virkelig ærgerligt for mig, at jeg ikke altid formår at holde fast.

I mange år så jeg det som et kæmpe nederlag, hver eneste gang jeg ændrede mening. Jeg opfattede det at ændre mening som fuldstændig det samme som at give op. Når man slår ‘give op’ op i ordbogen står der, at det nærmeste ord er ‘at lide nederlag’. Måske ikke så underligt, at jeg altid opfattede det som noget negativt.

Vi lever i et samfund, hvor det at holde fast og holde ved er en af de mest værdifulde egenskaber man kan besidde. Jeg er ikke nødvendigvis enig i den præmis, for hvad hvis man holder ved noget kun for at holde ved. Hvad hvis man sidder på det sammen røvsyge kontor, og er gift med den samme røvsure mand et helt liv, kun fordi man stædigt holder fast i, at har man sagt A må man også sige B? Burde det ikke være en mere værdifuld egenskab, altid at forsøge at leve et liv der gør en lykkelig?

Jeg siger ikke, at man bare skal give op det første sekund man møder modstand. Men ret ofte, tror jeg, at de fleste af os har en god mavefornemmelse for, om det vi nu engang har begivet os ud i, kan munde ud i en eller anden form for lykkefølelse eller meningsfuldhed.

Den erkendelse var jeg kun delvist nået til, da jeg som nyudklækket student stod som au-pair i Barcelona hos en familie, jeg absolut ikke følte mig tryg ved. Jeg tog hjem fra den by jeg havde drømt om at bo i, i flere år, efter kun én uge. Jeg gav op. Jeg skammede mig. Det blev en del af min fortælling, at jeg var sådan en der gav op.

Et år senere begyndte jeg at læse sociologi på Københavns Universitet. Jeg knoklede og fik høje karakterer og klarede mit første år flot, men jeg anede ikke hvad jeg skulle bruge uddannelsen til. Jeg følte mig hjemløs på studiet, og jeg kunne ikke se formålet med at være der. Jeg gav op. Igen.

Jeg søgte direkte videre, og blev optaget på lærerseminariet. Jeg læste endnu to år, hvor jeg knoklede og scorede høje karakterer, men når jeg var i praktik, kunne jeg mærke en nervøsitet, en uro og et ubehag, jeg aldrig havde følt før. Jeg gav op. Igen.

Min egen fortælling om mine starttyvere formede sig i mit hoved som en periode, hvor jeg gav op på alt. Jeg undlod at minde mig selv om, at jeg ikke gav op, da jeg rejste USA tyndt med rygsæk. Jeg gav ikke op i mine mange år som flittig medarbejder i både Fætter BR og Tivoli. Jeg gav heller ikke op på mine venner og min familie. Men de ting glemte jeg at fokusere på. Jeg opfattede udelukkende mig selv som en ‘quitter’.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete, men på et tidspunkt begyndte jeg at fundere over forskellen på at give op og ændre mening. Det blev tydeligere for mig, at de skift og ændringer jeg havde foretaget, på sigt havde tilført mit liv en hel del mere lykke og mening. I stedet for at blive i Barcelona, og udsætte mig selv for mavesår og ensomhed, tog jeg på eventyr med mine to bedste veninder, og skabte minder for livet. I stedet for forkerte uddannelsesvalg med dertilhørende forkerte stillinger, fik jeg muligheden for at rejse jorden rundt, møde manden i mit liv og hjemmepasse mine dejlige unger.

Nu er min egen fortælling ikke længere, at jeg er sådan en der giver op. Nu er min fortælling, at jeg er sådan en der følger mine drømme og min intuition og nægter at lade det her ene liv flyde forbi mig, uden at tage chancer og tage på eventyr og ændre min mening, for at finde en vej der tilfører mit liv mest mulig lykke og mening. Jeg vil aldrig stå fast bare for at stå fast. Jeg vil kæmpe, men jeg vil også altid give plads til at mærke efter, hvornår jeg skal sige stop og ændre mening.

For mig er der nemlig pludselig kæmpestor forskel på at give op, og på at vide, hvornår man skal stoppe op og ændre mening, for at leve en bedre, sjovere og mere meningsfuld udgave af det her ene relativt korte liv man nu engang har fået. (Et liv som selvfølgelig kan føles temmelig langt, når man har små børn der aldrig sover, men mon ikke også det ændrer sig en dag?)

Jeg håber, at det også giver mening for dig at gøre det der giver mest mening for dig. Det er slet ikke det samme som at give op.

Bonusinfo: Hvis det her indlæg gav nogen som helst form for mening for dig, så kan jeg varmt anbefale at læse eller lytte til Morten Albæks bog ‘Et liv, en tid, et menneske’.

Flermanderi

Der er sket noget vildt: Anna er ikke længere single! Jeg havde jo nok lidt set den komme, for selvom hun kun er to år, så er hun fremme i skoene og, selvfølgelig helt objektiv, en ret flot og ret sød pige. Selve formen på hendes første forhold, havde jeg dog aldrig turde gætte på. Hun har simpelthen ikke bare fået én, men hele to kærester. Pigen er snu, og hun har valgt vuggestuens flotteste tvillingepar, og forelsket sig i dem begge. Og selvom jeg ikke er sikker på, at alle implicerede parter, er helt klar over, hvad der foregår, så er jeg kæmpe fan.  

Anna er fars pige, og endnu engang vælger hun at gå i fars fodspor. Herhjemme praktiserer Jan nemlig også, i en eller anden meget mild grad, en afart af flerkoneri. Jan bor nemlig sammen med intet mindre end tre voksne kvinder med samme efternavn som ham. Det lykkedes for ham, da vi for et års tid siden flyttede i bofællesskab med min søster og hendes kone. Han er dog ikke gift med andre end mig (så vidt jeg ved).

Dengang vi skulle flytte sammen, kan jeg huske, at jeg googlede reglerne for, hvilke konstellationer man egentlig måtte vælge at bosætte i. Det stod hurtigt klart, at flerkoneri var ganske forbudt i Danmark (selvom Joachim B. Olsen vidst en enkelt gang har forsøgt at anfægte den regel), men at man må bo ligesom man har lyst til. Som sagt så gjort, og vi flyttede sammen, og Jan lader til at være relativt tilfreds med situationen. Kommunen derimod er temmelig forvirrede, og har vist konkluderet, at det er mig og min søster der er de voksne på matriklen (det er også til dels sandt), så det er os der får e-post, når der kommer ny affaldsordning eller der skal betales ejendomsskat.

Men tilbage til Anna. Hun må jo på en eller anden måde have knækket koden til min instagram, og været inde og læse Sofie Linde og Co.´s opslag, og nu melder hun sig altså også ind i kampen for ligestilling. Det er da virkelig også skævt, at ordet ”flerkoneri” er vidt udbredt og kendt, hvorimod ordet ”flermanderi” lyder som et fantasiord et barn har fundet på (det er faktisk et helt rigtigt ord). Så tak til Anna for at slå et slag for ligestillingen, ved at date to søde fyre på samme tid – hun skal nok blive til noget stort en dag!

Swimmingpool i børnehaven

Jeg ville elske at være inde i en fireårigs hoved! Måske bare for én enkelt dag. Deres naive barnetro er så vidunderlig!

Mine unger går i institution det samme sted, og da vi kom derop i morges var der fuld gang i en ÆGTE gravko på legepladsen. Ungerne og deres venner stod som forstenede, og så begejstrede til, mens en temmelig ubegejstret gravemand (det hedder det nok egentlig ikke) gravede halvdelen af legepladsen op.


Min søn gik straks igang med gætteriet: Hvorfor mon de gravede? Han er besat af Legoland for tiden, fordi vi skal derover i efterårsferien, så hans første gæt var selvfølgelig, at de var igang med at anlægge Legoland 2.0 på legepladsen i hans børnehave. Jeg kom med et voksent argument om pladsmangel, så han kom på et nyt gæt: en swimmingpool selvfølgelig! Uhh det kunne være fedt, en vuggestue/børnehave med swimmingpool (jeg tænker, at der måske skulle skrues lidt op for normeringen så).

En af pædagogerne som lyttede med på gætteriet fortalte, at da hun startede som pædagog, gik de til svømning en gang om ugen med børnehavebørnene. Tænk engang, at det i dag er nærmest utænkeligt på grund af sikkerhed og regler og økonomi og alle mulige andre røvsyge begrænsninger.

Til sidst blev vi enige om at gravemændene nok havde fået et tip fra en skattejæger om, at der var en enorm skat begravet under legepladsen.

Jeg ELSKER børns fantasi, og bare for én enkelt dag ville jeg ønske, at jeg igen troede på julemanden, en barndom der ikke druknede i regler, og børnehaver med swimmingpools.

Noget om psykisk sårbarhed og taknemmelighed…

Det er nyt for mig det her. Ikke så meget det med at være åben omkring psykisk sårbarhed, for det har jeg egentlig altid været. Mere den del af det, hvor jeg faktisk fortæller det til alle der har lyst til at læse om det (også folk jeg slet ikke kender) i et forum som dette. Men jeg synes, at emnet er så mega vigtigt, og det ærgrer mig at psykisk sårbarhed og sygdom, fortsat er så tabuiseret som det er.

For tiden er jeg selv i en virkelig god periode. Jeg føler mig stærk, jeg tror på mig selv og jeg tør tage chancer ved for eksempel at starte morforsoeg.dk. Omvendt, så går der heller ikke en eneste dag, uden at jeg reflekterer (lidt for meget) over, hvordan jeg har det, og hvilke forholdsregler jeg skal tage for ikke at få det dårligt igen.

I mine 20’ere blev jeg ramt af gentagne depressioner, og jeg har altid haft en iboende usikkerhed på mig selv, og har nok i det hele taget bare et relativt lavt selvværd. Efter at have været i den slags følelser i mange år, har jeg fortsat ret svært ved at mærke mig selv. Det er svært for mig at træffe beslutninger, fordi jeg i en stor del af mit liv har truffet beslutninger ud fra, hvad jeg troede, at andre ønskede eller forventede af mig. Som mor skal man træffe beslutninger hver eneste dag, og for nogen kommer det ganske let. For andre er det en kamp.

I de perioder, hvor jeg har det svært og er styret af negative tanker og bekymringer omkring, hvad andre måtte tænke om mig, der er hver eneste beslutning svær. Det kan lyde bizart, men det kan være de mindste ting som for eksempel, hvad jeg giver ungerne med i madpakke, for hvad tænker pædagogerne mon, hvis hende den hjemmegående mor giver dåsemajs og præfabrikerede pølsehorn med? Det kan også handle om, hvordan jeg formulerer en mail eller sms, for hvordan kan modtageren eventuelt misforstå mit budskab, og hvilke negative ting vil de mon tænke om mig?

Det er møghamrende besværligt at være psykisk sårbar, men som med alle andre ting, så er der også positive sider ved det. For eksempel sætter jeg vanvittigt meget mere pris på en periode som denne, hvor jeg har det godt og hviler i mig selv. Lige nu sidder jeg for eksempel foran fjerneren og stener Netflix og spiser fryselasagne sammen med ungerne, mens manden er sendt til sæsonafslutning med fodboldholdet. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mine unger har det helt fantastisk, og at min mand har en sjov aften og kommer godt hjem til os igen.

I andre perioder af mit liv havde en aften som i aften været svær. Jeg ville have tvivlet på, hvorvidt jeg kunne formå at afdække og opfylde børnenes behov på en tilfredsstillende måde, når nu jeg havde så svært ved at mærke mine egne behov. Jeg ville have givet plads til livlige fantasier om, hvordan min mand ville fortælle drengene i omklædningsrummet om hans kedelige og triste kone derhjemme. Sådan er det ikke i dag.

I dag er ikke en svær dag, og det er jeg uendeligt taknemmelig for.

Velkommen

Velkommen til MORFORSØG!

Hvor er det fedt, at du læser med! Jeg har en drøm (det er faktisk løgn – jeg har cirka en milliard drømme), men lige herinde har jeg én rigtig vigtig drøm om at få dig til at grine af alle de vanvittige ting der hører med til titlen mor. Jeg vil dele ud af de skøre tanker og bekymringer der følger med i forsøget på at være en alletiders mor.

Jeg vil introducere dig til mine “morgåder”, som er alle de tossede gåder vi mødre bliver stillet over for dagligt. Hvad gør man for eksempel, hvis man bliver afsløret i at være en curlingmor? Hvor vigtigt er det egentlig at børste tænder på sine børn? Og hvor meget idioti kan man give sin ammehjerne skyld for? Den slags gåder fylder meget i min hverdag, og de refleksioner der følger med, kan få mig til, både at grine og græde.

Jeg vil komme med små vidunderlig glimt fra hverdagen, men jeg vil også vende vrangen ud på mig selv, og vise nogle af de sider der følger med, når man pludselig har fået en stilling man ikke kan sige op. Jeg håber at kunne dele ting, som får dig til at tænke, at du nok ikke er blevet helt vanvittig endnu, for der er i hvert fald minimum én anden mor der har lige så underlige tanker som dig selv.

Og så en lille kliché, som jeg håber at kunne overbevise dig om er sand:

Så længe man hele tiden forsøger at gøre sit allerbedste som mor, så er man god nok, lige præcis som man er.

Tusind tak fordi du læser med!

Bonusinfo: Hvis du gerne vil holde dig opdateret på nyt indhold herinde, så klik på follow nede i bunden af siden, og skriv din e-mailadresse. Så får du en lækker mail, hver gang der sker noget nyt. Alternativt kan du følge min instagram profil @morforsoeg, hvor jeg også altid vil poste det, når jeg skriver et nyt indlæg her på bloggen.